Den bedste afslutning
Per Nielsen og Christian Jakobsen fik sammen med holdet en afskedssejr
Udover holdets sejr var der også en sejr til den afgående træner Per Nielsen samt topscorer Christian Jakobsen, der fortsætter karrieren i Roskilde. Per Nielsens tale til spillerne i omklædningsrummet blev indledt med en overraskelse over, at der stod en kasse øl til spillerne, for det havde de fortjent. Så fortsatte han ellers med at sige tak for den afslutning, som spillerne havde givet ham. Et fantastisk efterår, hvor man måske kunne have fået 4-5 point yderligere på kontoen, men også har været ramt af en del turbolens, hvor der er sket en masse, som måske ikke har haft så meget med spillet og træningen at gøre. Stor ros til spillerne for at hænge sammen som hold netop i den periode, og så er der frivillig træning tirsdag og torsdag frem til den 4. december, hvor der bliver sagt farvel. Der var så lige en personlig hilsen til Christian Jakobsen: - Du er den spiller, der nok har det største potentiale til at blive superligaspiller. Jeg forstår godt, at du vil prøve noget nyt, der kan bringe dig og din udvikling videre. Jeg glæder mig til at følge dig og under dig al den personlige succes, du kan få. Den fortjener du... Christian Jakobsen: - Det er en underlig følelse at sidde med nu, hvor det hele er forbi. Jeg har spillet i Hvidovre gennem de seneste seks sæsoner, og det er her, jeg er blevet formet som spiller og har fået mine store fodboldmæssige oplevelser... - Oprykningen til 1. division var stort, og nogle af de pokalkampe vi har spillet, med Brøndbykampen som helt unik. Jeg har mødt en masse søde og venlige personer omkring i HIF. Jeg har haft gode trænere i Dennis Eliasen og Per Nielsen. Det er Per Nielsen, der har lært mig, hvordan det er at være seniorspiller. Underligt er det også, at jeg forlader en masse gode kammerater og kun kender Stefan Hansen i Roskilde. Jeg stopper i HIF som topscorer, og det er en perfekt måde at slutte af og starte et nyt sted på... Hvidovre vandt opgøret mod Nykøbing FC med 2-1 efter føring på 2-0 ved pausen. Christian Jakobsen sendte et perfekt indlæg ind til den bageste opstander efter to minutters spil. Her dukkede Alexander Green op og satte indersiden på bolden. Christian Jakobsen bragte sig selv i fokus, da han headede et langt indkast fra Kristoffer Wichmann i nettet efter 22 minutters spil. HIF havde rigtig mange muligheder, men den sidste aflevering havde ikke den afgørende kvalitet. I anden halvlegs 66. minut fik Nykøbing hjørnespark. Det blev til et forholdsvis fladt spark, som fik lov til at passere gennem til den bageste opstander, hvor bolden blev snittet i mål.