Fortsæt til indhold

De varme hænder og store hjerters klub

Multiklubben har netop vundet årets Frivillighedspris. Hver uge giver klubben en snes svage borgere et festligt pusterum

Arkiv
Louise Ritter

Det er god journalistisk skik at møde sine kilder i de omgivelser, de færdes i, men det er ikke en mulighed, da Lokalavisen forespørger om en snak i anledning af at Multiklubben i Bramming for ganske nylig vandt Esbjerg Kommunes Frivillighedspris 2014.
Hver onsdag aften mødes klubbens ni frivillige med en snes borgere med 'begrænsninger', som formand Ulla Christensen siger. Over et slag Ludo, sang eller madlavning hygger de sig sammen et par timer - men Lokalavisen får altså pænt besked på at blive væk.
“Nej, når vi er på, er vi på, og så handler det altså kun om borgerne. Så skal vi ikke bruge tid på at snakke,” lyder det bestemt fra klubbens stifter, Ulla Christensen, der i stedet samler tre andre frivillige til en snak med avisen hjemme i sit hyggelige køkken i Bramming.
Et stykke inde i snakken kommer Ulla Christensens voksne datter, Christina, ud i køkkenet. Hun lægger armene omkring sin mors hals, og det stærke mor-datter bånd er tydeligt for enhver. Christina er da også årsagen til, at Ulla Christensen og hendes mand for halvandet års tid siden tog sagen i egen hånd og stiftede Multiklubben. Godt et halvt år før havde Esbjerg Kommune lukket Multicentret i Bramming og med et mistede byens fysisk handicappede og udviklingshæmmede et populært sted at mødes og dyrke noget tiltrængt fællesskab.
“De blev hårdt ramt af lukningen, og vi kunne se, hvordan Christina og de andre gik rundt og var kede af det, fordi de ikke længere havde noget sted at mødes,” mindes Ulla Christensen, der på Vindrosen i Jernbanegade fandt det sted, der nu er blevet ramme om Multiklubben, der er 100 procent frivilligt drevet af de ni frivillige med Ulla Christensen i spidsen.

Med store hjerter

En gang om måneden er der fællesspisning på programmet, mens det de øvrige onsdage gælder andre fælles aktiviteter. Nogle ting går dog igen hver gang, og det er humøret, stemningen og snakken.
“Vi siger selv, at vi er de varme hænder og store hjerters klub. Hver gang er en fest, og alle skal gå hjem med følelsen af at være noget særligt,” siger Ulla Christensen.
“Vi gør meget ud af at banke noget selvtillid ind i dem. De må meget gerne stille sig op og holde taler om alt mellem himmel og jord, og flere elsker at gøre det. Vi kan virkelig se, hvordan nogen er vokset fra at komme første gang med skuldrene helt oppe om ørerne til i dag, hvor de kommer og giver knus. Men vi gør også meget ud af at møde dem med respekt. Vi griner aldrig af dem, men med dem og møder dem, hvor de er,” siger Hanne, Tove og Britta.
Flere af dem var med på Esbjerg Rådhus i forrige uge, da Ulla Christensen på vegne af Multiklubben modtog Frivillighedsprisen og en check på 10.000 kroner.
Pengene bliver sendt direkte videre til klubbens medlemmer, og de har alt fra Johnny Hansen-koncert til bowlingtur på ønskesedlen.
De kan også så frem til fint politisk besøg inden længe. Ulla Christensen benyttede nemlig festen på rådhuset til at invitere konservative Henrik Vallø på besøg i klubben. Som formand for Borger & Arbejdsmarkedsudvalget hører gruppen af borgere med 'udfordringer' under ham, og i Multiklubben vil rigtig mange gerne forklare ham, hvad konstante besparelser på området gør ved dem.
“Det bliver spændende, og vi håber virkelig, at han kommer. Vi skal nok tage pænt i mod ham.” smiler Ulla Christensen, der altså helt undtagelsesvis er klar til at åbne døren til Multiklubben - men kun for en aften, for borgerne skal ikke dele de frivilliges opmærksomhed med andre.