En enkeltbillet til Mars på Bramming Bibliotek
I 2024 sendes to mænd og to kvinder i bedste Big Brother stil ud i rummet med en enkeltbillet til Mars.
På Bramming Bibliotek kan man snart høre et spændende foredrag, hvor man kommer meget tæt på planeten Mars.
Det foregår onsdag 3. december kl.19, og billetten til denne aften vil være en oplagt adventsgave. Planeten Mars er en planet, de fleste af os har hørt om, men har vi også hørt, at man nu er meget tæt på at sende mennesker til Mars?
I 2024 bliver to mænd og to kvinder sendt til Mars og vel at mærke med en enkeltbillet, for der er ingen vej tilbage. To år efter er det planen, at næste hold skal af sted. Fra start af har flere end 200.000 mennesker lagt billet ind på at få en enkeltbillet til Mars.
Der er nu blevet sorteret i alle disse ”ansøgere”, og et mindre antal personer er udvalgt til denne mission. Kristian von Bengtson er medarbejder på projektet MarsOne.
Han vil denne aften berette om denne usædvanlige rejse og dens formål. Hvis du vil læse mere om projektet så prøv at google – MarsOne og Kristian von Bengtson.
Køb en billet på www.esbjergbibliotek eller kom forbi på Bramming Bibliotek og køb den. Aftenen er arrangeret i et samarbejde mellem Foreningen Aktive Kvinder og Bramming Bibliotek.