Ny idrætsstrategi godt på vej
I disse dage arbejdes der på, at få samlet en stor mængde ideer til den kommende idrætsstrategi.
KØGE: Med vedtagelsen af budgetforliget den 30 september 2014 vedtog Køge Byråd, at give 4 mio. kroner over fire år til kommunens kommende idrætsstrategi. Når strategien og handleplanerne er på plads, får de hurtigt ben at gå, løbe, danse, sejle, cykle, trille, køre, klatre og race på.
75% skal være aktive
Idrætsstrategien vil læne sig op af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers (DGI) vision 25-50-75. Det betyder, at i 2025 skal 75% af borgerne dyrke idræt og motion – og heraf skal 50% gøre det inden for rammerne af en forening eller en anden form for fællesskab.
Vi elsker fitness Kultur- og idrætsudvalget afholdte et idrætsmøde den 26. oktober, hvor en nylig gennemført idræts- og motionsvaneundersøgelse blev fremlagt. Undersøgelsen vil bl.a. være afsæt for det videre arbejde med idrætsstrategien.
Undersøgelsen viste, at 71% af kommunens borgere dyrker idræt og motion. Mest populært er svømning, gymnastik og fodbold for børnenes vedkommende, mens voksne oftest dyrker løb, cykling og især fitness.
Samtidig viste undersøgelsen, at 32% af de motions- og idrætsaktive er organiseret i en forening eller tilsvarende. I forhold til vision 25-50-75, vil et af indsatsområderne derfor være, at få flere til at dyrke idræt i en forening, så Køge Kommune kan nå de 50% i 2025.
Tallene viste også, at 82% af børnene dyrker idræt og motion, men kun 30% af kommunens børnefamilier dyrker motion sammen.
Idéer og facts skal nu samles
Arbejdet med idrætsstrategien startede i foråret, da Kultur- og Idrætsudvalget besluttede, at der skulle udarbejdes en ny idrætsstrategi for Køge Kommune.
Herefter er en arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra kommunens foreninger, kommet med en række afgørende bidrag samt indspark til forløbet.
Efter flere møder med foreningsfolk og idrætsinteresserede, skal materialet nu samles i et udkast til en strategi. Et endeligt forslag skal være færdigt til behandling i Kultur- og Idrætsudvalget i starten af det nye år, og herefter er der en fire ugers høringsperiode.