- Jeg er da vanvittig stolt!
Dan Herlev Jørgensen blev i sidste uge kåret som Årets Dyreven 2014 af Dyrenes Beskyttelse for sin uegennyttige indsats for hjemløses dyr
Gennem hele livet har Dan Herlev Jørgensen derfor hjulpet andre - og specielt haft en “forkærlighed” for de hjemløse og ikke mindst de hjemløses hunde. I sidste uge fik den lokale dyrlæge fra Frihedens Dyreklinik hele to titler som cadeau til hans frivillige virke: Dyrenes Beskyttelse kårede ham ikke blot som “Hverdagens Helt 2014”, men også til “Årets Dyreven 2014”. Dan Herlev Jørgensen løb med hovedtitlen for sin “uegennyttige indsats for de hjemløses dyr”. Dan H. Jørgensen samarbejder med sammenslutningen “Fællesskabet til støtte for hjemløses hunde”. Gademedarbejdere har den daglige kontakt med de hjemløse og derved skabes kontakten mellem Frihedens Dyreklinik og de udsatte mænd og kvinders kæledyr. Det kræver dog både tryghed og tillid fra de hjemløses side at tage til en autoritet som en dyrlæge er. I miljøet oplever man igen og igen dyreaktivister, der kidnapper hundene, og mange er simpelthen bange for, at hunden bliver tvangsfjernet, når først den er kommet til dyrlægen. - Jeg får ofte spørgsmålet: “Skal hjemløse overhovedet have hund?” Selvfølgelig skal de det! De elsker jo deres hunde, og hundene klarer sig udmærket i det fri, bare de - som mennesker - har tryghed, kan søge læ og har varme om natten. Jeg har aldrig mødt direkte vanrøgt, siger Dan Herlev Jørgensen. Hvorfor “tør” de hjemløse komme hos dig? - Fordi der er skabt en tillid. For nogle er hjemløsheden en konsekvens af et misbrug. Andre er skæve eksistenser, der ikke er faldet til i en almindelig bolig. Og for mange andre er livet gået skævt på et tidspunkt. Måske er man blevet arbejdsløs, har ikke haft råd til at betale huslejen - og så endte man på gaden. Alle har dog det til fælles, at de skal have tillid til de autoriteter, de møder. Årsagen er jo nok, at de mødes af ufatteligt meget skrankepaveri og bliver kigget på med alle de fordomme, man kan opstøve, når de møder nye mennesker. Hos os har vi altid en kold øl i køleskabet at tilbyde de hjemløse. Så sætter vi os ned under træet i haven og taler om hunden - om livet. Den menneskelige kontakt er vigtig for at skabe tilliden. Og helt lavpraktisk er fordelen, at vi ikke tager honorar for at behandle hunden, fortæller Dan Herlev Jørgensen. Han er “vanvittig stolt” over de to priser. - Det er fantastisk med opbakningen. Og mit største håb er, at flere vil yde en frivillig indsats. Vi oplever, at flere af vores kunder inspireres af klinikens arbejde, og melder sig som frivillige, når de går på efterløn …ark