Tillæg til kommuneplanen åbner for nye muligheder
Tillæg forholder sig til allerede opført byggeri og åbner for udbygning af Dybenskærhave
For at kunne vedtage Lokalplan 459 for Langhusene og Dybenskærhave skal kommunalbestyrelsen i aften træffe beslutning om at ændre afgrænsningen af to af kommuneplanens rammeområder samt at øge bebyggelsesprocenten i det ene af rammeområderne. Ændringerne bringer afgrænsningen af rammeområderne i overensstemmelse med det allerede opførte byggeri i området. Den øgede bebyggelsesprocent for det ene rammeområde, der omfatter plejecentret Dybenskærhave, skal sikre, at der kan ske en udvidelse af plejecentret.
Kommunalbestyrelsen vedtog den 29. april i år til Tillæg nr. 11 til Kommuneplan 2009 med henblik på fremlæggelse i offentlig høring.
Formålet med kommuneplantillægget er at ændre afgrænsningen af rammeområderne, så afgrænsningen bringes i overensstemmelse med det opførte byggeri i området.
Herudover udvides bebyggelsesprocenten inden for det rammeområde, der rummer plejecentret Dybenskærhave, fra 50 procent til 60 procent.
Bebyggelsesprocenten hæves ud fra et ønske om, at kunne øge etagehøjden på det eksisterende plejecenter fra tre til fire etager, sådan som både kommuneplanen og den hidtil gældende Lokalplan 449 allerede giver mulighed for - eller at opføre en ny bygning til funktioner i tilknytning til plejecentret.
Med en bebyggelsesprocent på 60 kan der opføres yderligere 1.600 m2 i forhold til det eksisterende. Dette giver mulighed for at øge antallet af plejeboliger eller andre aktiviteter, der understøtter driften af et moderne plejecenter og for at imødekomme et fremtidigt øget behov.
Forslaget til kommuneplantillæg har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 6. maj til den 1. juli 2014. Fremlæggelsen er sket sammen med det tilhørende forslag til Lokalplan 459 for Langhusene og Dybenskærhave.
Der er ikke indkommet høringssvar til kommuneplantillægget i forbindelse med den offentlige fremlæggelse.