Fortsæt til indhold

Ny madbutik gør indkøb super nemt

Torsdag slår SuperBrugsens nye, moderne butik dørene op på Brostykkevej

Arkiv
Julie Stougaard

Men inde i butikken hersker der fred og ro. Kun nogle få malerplettede stiger afslører, at der indtil for nylig har vrimlet med håndværkere. Men det er godt det samme, for på torsdag den 27. november skal SuperBrugsens nyistandsatte butik være klar. Fremover skal der nemlig kræses for kunderne med lækre omgivelser, behagelig baggrundsmusik og varer med stor vægt på den gode smag. Det er en del af SuperBrugsen-kædens nye koncept, som nu er nået til butikken på Brostykkevej i Hvidovre. Og det betyder en væsentligt forandret indkøbsoplevelse, fortæller butiksuddeler Allan Mathiesen. - De tre ting, som vores kunder først og fremmest vil bemærke i forbindelse med nyistandsættelsen, er muligheden for at købe friskbagt bagerbrød, overskueligheden i forretningen og den behagelige atmosfære, siger Allan Mathiesen. Især overskueligheden er et vigtigt element i SuperBrugsens nye butik. For mens andre supermarkeder brander sig på, at de gerne vil have kunderne til at blive lidt længere, er målet med SuperBrugsens nye koncept at gøre indkøbene lettere for de kunder, der gerne vil hurtigt videre. - Kunderne skal nemt kunne finde det, de søger, og også komme hurtigt igennem ved kassen. Man ved, hvor irriterende det er, når man ikke kan finde det, man skal bruge, og den oplevelse bliver kun forværret, hvis man tilmed skal stå længe i kø. Så vi vil gerne gøre det nemt for kunderne, og dermed give dem en positiv indkøbsoplevelse, så de får lyst til at komme igen, siger Allan Mathiesen. For at give kunderne et overblik er der nu indrettet med lavere hylder, så man har udsyn over butikken. Skulle man alligevel være lidt i tvivl om vejen hen til mælken, er der kommet nye signalskilte på væggene, der ved hjælp af både tekst, farve og billede informerer om, hvilke varer man kan finde på hylderne under. - Der skal heller ikke være en masse forstyrrende elementer ved gangene, og derfor har vi fjernet alle varerne fra reolernes endevægge. Det giver også mere luft i gangene, så to indkøbsvogne nemt kan passere hinanden, fortæller butiksuddeleren.

Følg med

Bare fordi man måske gerne vil have sine indkøb hurtigt klaret, skal man ikke snydes for en rar atmosfære, mens man putter varerne i vognen. Derfor byder den nye butik på behagelig baggrundsmusik, og vægge i varme farver. Der er også blevet åbnet op ind til slagterafdelingen, så man kan følge med i deres arbejde og måske få et tip eller to med på vejen. Det er ingen hemmelighed, at de sidste uger har været travle for butikkens medarbejdere og Allan Mathiesen, som fik tegningerne til den nye butik for blot en måned siden. - Vores arbejde har blandt andet bestået i at flytte rundt på cirka 80 procent af varerne i butikken for at indrette den bedst muligt efter de nye tegninger. Det har været et stort arbejde, men alle mine ansatte har ydet en fantastisk indsats. Vi har også fået hjælp af ansatte fra andre af kædens butikker, og på den måde har vi undgået at arbejde om natten, fortæller Allan Mathiesen. Kunderne i butikken har dog ikke kunnet undgå at bemærke, at noget er ved at ske, og det kan ind i mellem have været svært at navigere rundt i butikken, mens den største del af istandsættelsen stod på. - Der er selvfølgelig nogle kunder, der har givet udtryk for, at de synes, vi flytter for meget rundt hele tiden, men der kommer jo en flottere butik ud af det. De fleste kunder har da også været positive, og sagt, at det er spændende, at der sker noget nyt, siger butiksuddeleren. Åbningsfesten går løs torsdag morgen klokken otte, hvor kædedirektør Kenneth Pedersen vil klippe den røde snor og dermed indvi den nye butik. Der vil være friskbagt morgenbrød, kringle og kaffe indtil klokken ti, og derudover er der gratis bøffer til de første 50 kunder. I dagens anledning vil der desuden være 20 procent rabat på alle varer (med enkelte undtagelser) og særlige tilbud.