Nyt ældresagsblad med masser af tilbud
Du kan nemt finde en julegave til et ældre familiemedlem ved at kigge i det nye medlemsblad fra Ældre Sagen i Hvidovre
Stort tur-udbud
Udbuddet af tilbud om oplevelser og aktiviteter er som sædvanlig omfattende. Man kan bl.a. komme med på ture til Revymuseet på Frederiksberg, Glyptoteket, Immigrantmuseet, LO-skolen i Helsingør, Eremitageslottet, Grundtvigskirken og Bispebjerg Krematorium, Mosede Fort, Haveforeningen Vennelyst, besøge et krydstogtskib i Københavns Havn og deltage i et fornøjeligt besøg på Bakken. Og så kan medlemmerne også glæde sig til et modeshow i Medborgersalen. Vadehavstur og Tyrol Der er også tilbud om en 4 dages bustur til Vadehavs-øerne i Sønderjylland med besøg i Ribe, Mandø, Røme, Sild og tur på digerne ved Højer Sluse samt Møgertønder og Schackenborg. I efteråret 2014 tilbød Ældre Sagen en nostalgitur til Harzen, som var et af lokalforeningens første udlandsrejsemål for næsten 25 år siden, og turen blev en stor succes. Derfor tilbyder man en ny nostalgitur med bus til Tyrol, hvor man på otte dage får mulighed for at ny- eller genopleve forskellige steder i alpeområdet med udgangspunkt fra Kirchberg, bl.a. får skal man besøge alpernes største vandfald Krimmlervandfaldet samt Achensee, den største bjergsø i Østrig. Og på hjemmefronten videreføres naturligvis Ældre Sagens populære torsdagsforedrag, hvor en af foredragsholderne bliver MF Pia Kjærsgaard. Omsorgsarbejdet I medlemsbladet kan man også læse om Ældre Sagens vigtige lokale omsorgsarbejde med angivelse af kontaktmuligheder til besøgsvenner, sygehusvenner, demenshjælpere, spisevenner, tryghedsopkald samt seniorvejledning. Naturligvis orienteres også om alle Ældre Sagens mange faste klubaktiviteter, hvor medlemmer kan dyrke deres interesse for motion, hygge og samvær i forskellige sammenhænge. Og Ældre Sagen tilbyder fortsat IT-undervisning, selv om lokalesituationen på grund af manglende kommunal vilje til at stille faciliteter til rådighed sætter begrænsninger for antallet at kursuspladser. Tilmelding til de forskellige 2015-arrangementer omtalt i det nye nummer af medlemsbladet sker på en tilmeldingsblanket hæftet i bladet eller ved at sende en mail til foreningens kontor. Alle tilmeldinger modtaget rettidigt - senest 31. december - kommer automatisk i puljen til lodtrækning. I uge 5 udsender Ældre Sagen bekræftelsesbreve. Og der er grund til at understrege, at for at få mulighed for at deltage i Ældre Sagens ture og arrangementer, er forudgående tilmelding nødvendig. På Ældre Sagen lokale hjemmeside aeldresagen.dk/Hvidovre orienteres løbende om lokalforeningens arbejde og eventuelle supplerende arrangementer samt mulige ændringer/aflysninger.