Pas på, tricktyvene er på spil
Tricktyveri er desværre dagligdag i den lokale politikreds og således også i Hvidovre
Onsdag blev der således begået eller forsøgt begået hele tre af slagsen. Alle tre gik ud over ældre borgere.
Onsdag eftermiddag mellem kl. 14-16 gik det ud over en kvinde på 92 år, der bor i lejlighed på Hvidovrevej. Der blev ringet på hendes dør og en dansktalende mand iført arbejdstøj ville ind, under påskud af at skulle se på hendes vinduer. Da ejendommen er under renovering anede kvinden ikke uråd og lukkede manden ind. Tricktyven stjal smykker og kontanter fra kvinden.
Samme dag i tidsrummet mellem kl. 17.30-17.50 forsøgte endnu en tricktyv at snyde sig ind i en lejlighed på Hvidovrevej. Lejlighedens 81-årige mandlige beboer antog først, at manden var fra hjemmeplejen, men anede uråd og fik således stoppet den formodede tricktyv.
Kl. 18.15 blev en 86-årig herre bosat på Lodsvej ligeledes udsat for et forsøg på tricktyveri. En mand bankede på den 86-åriges dør og ville ind under påskud af at skulle se på vandrørene. Den 86-årige anede dog uråd og fik afværget det formodede forsøg på tricktyveri.