Fortsæt til indhold

Ude med raslebøssen!

Svært stillede kan ansøge om julehjælp flere steder i Hvidovre

Arkiv
Arkiv

Julehjælpen er fortrinsvis tiltænkt som en håndsrækning til svært stillede enlige med små børn. Dansk Folkehjælps Hvidovre afdeling var således ude med raslebøssen allerede i sidste uge, og formanden Ebbe Bay melder om pæn tilslutning, selv om man også kan mærke at der har været mange landsindsamlinger på det seneste. Dansk Folkehjælp påregner i år at kunne udlevere 50-60 julekurve - pakket i Kvickly. Hvidovre Lions Club er også klar med den traditionelle julehjælp til familier i nød. I sidste uges avis var der indrykket en annonce, der oplyste hvordan man skal forholde sig med hensyn til ansøgning m.v. Lions julehjælp skal ansøges senest den 25. november, og her påregnes også uddelt op imod et halvt hundrede kurve fra lokale supermarkeder. Røde Kors i Hvidovre uddeler igen i år julehjælp, der består af et gavekort på 800 kr. til REMA 1000. - I alle REMA 1000 butikker kan man fra den 10. november via en støttekupon give et bidrag på 25 eller 50 kr. til julehjælpen, oplyser Anne Slater, der er kontaktperson i Hvidovre. Familier i Hvidovre med børn under 18 år, der har behov for julehjælp, kan hente ansøgningsskema i Røde Kors butik, Strandmarksvej 21 eller i Borgerservice på Hvidovre rådhus. Skemaet kan også rekvireres på julehjaelp.hvidovre@rodekors.dk. Ansøgningen skal være Røde Kors i hænde senest søndag den 7. december. Endelig kan der ansøges om julehjælp hos menighedsplejen i de fire lokale sognekirker.