Fortsæt til indhold

Kommunen støtter spritkampagne

December er ensbetydende med jul og dermed også med julefrokoster m.v. I den anledning gennemfører Rådet for Sikker Trafik og Politiet kampagnen ”Kom sikkert hjem”. Esbjerg Kommune støtter op om denne kampagne.

Arkiv
Arkiv

Alkohol er stadig en af de største dræbere i trafikken. Hver 5. dødsulykke i trafikken skyldes spritkørsel. Alene i 2013 blev 34 personer dræbt i spritulykker og 196 kom alvorligt til skade. Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik nu alle til at lade bilen stå, hvis de skal til julefrokost.
"I Esbjerg Kommune bakker vi naturligvis op om denne opfordring," siger formanden for Teknik & Byggeudvalget Anders Kronborg og fortsætter:
"Som en af årets trafiksikkerhedsbyer ligger trafikanternes sikkerhed os naturligvis meget på sinde, og vi håber, at denne kampagne kan være medvirkende til, at færre personer bliver dræbt eller kvæstet i trafikken."
Her i december holder Politiet et vågent øje med trafikken, specielt med henblik på kontrol for spirituskørsel.
"Selv om antallet af dræbte og tilskadekomne som følge af spirituskørsel er for nedadgående, er det stadigvæk for højt. Kan den udvidede kontrol her i december forhindre blot ét uheld, har indsatsen vist sin berettigelse," siger Anders Kronborg.