Tricktyve efterlyses
Københavns Vestegns Politi beder nu offentligheden om hjælp til at identificere to mænd og en kvinde, som mistænkes for at stå bag adskillige tricktyverier, hvorefter de lænser offerets kreditkort. De tre formodede tricktyve har også været på spil i Hvidovre.
Københavns Vestegns Politi mener, at det drejer sig om tre udenlandske statsborgere, der er mistænkt for indtil flere tilfælde af gade-tricktyverier. I Hvidovre er tricktyveriet angiveligt foregået i Friheden.
Tricktyvene aflurer ofrenes PIN-koder og stjæler efterfølgende kreditkortet ved at skabe forvirring. F.eks. påstår de, at offeret har tabt penge.
Efterfølgende har gerningsmændene hævet kontanter i pengeautomater og i butikker i blandt andet København og Malmø. Samlet er udbyttet på over 100.000 kroner.
De beskrives som:
A. Mand, 25-30 år, almindelig til kraftig af bygning, kort, mørkt hår med sideskilning i højre side.
B. Kvinde, 25-30 år, almindelig til kraftig af bygning, langt mørkt hår.
C. Mand 25-30 år, kraftig af bygning, kort hår, muligt skæg, tatovering på højre underarm, bærer formentlig briller.
Henvendelse døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.