Bygge-dialog baner vejen
KØGE: Hvordan kan vi sikre en god, effektiv håndtering af de mange byggeansøgninger, som er i gang eller på vej i Køge?
Det var et af spørgsmålene, da Køge Arbejdsgiver Netværk i sidste uge samlede politikere, kommunen samt entreprenør- og håndværksvirksomheder til et dialogmøde som blev afholdt i Køge Golf Klubs lokaler.
Under overskriften ’Hvordan får jeg hurtigst muligt min byggesag igennem?’ havde Køge Arbejdsgiver Netværk inviteret til dialogmøde og efterfølgende netværksmiddag.
Rasmus Holst-Sørensen, erhvervsservicechef i Køge, sparkede dialogen i gang ved at fortælle om den nye erhvervsserviceplan, der blandt andet omfatter en mere effektiv håndtering af byggeansøgninger hos kommunen.
Fra 1. december vil alle ansøgninger blive kategoriseret via et farvesystem, hvorefter kommunen vil udsende en kvittering til ansøgeren med forventet sagsbehandlingstid.
Det skulle gerne føre til et endnu bedre overblik over forløbet i godkendelsesprocessen, så man som ansøger ved, hvor man står, og hvordan den konkrete timing i sagen er.
Torben Liborius, erhvervspolitisk chef hos Dansk Byggeri, var næste indlægsholder. Han er ansvarlig for Dansk Byggeris årlige undersøgelse om erhvervsvenligheden i de danske kommuner.
Her har Køge i de seneste to analyser bevæget sig fra plads nr. 63 til nr. 24 ud af i alt 98 kommuner.
En god udvikling i Køge, som gerne skal udvikles og yderligere forbedres var holdningen på mødet.
Torben Liborius gav et godt indspark til, hvilke knapper der kan skrues på for at øge kommunens erhvervsvenlighed.
- Vi har fået flere positive tilkendegivelser efter dialogmødet, fordi virksomhederne finder det meget relevant at få en direkte, uformel dialog med politikerne og kommunen. Og det er jo netop vores berettigelse – at vi som forening kan skabe rammen for saglig og faglig dialog mellem virksomheder, politikere og kommunen om et højaktuelt emne som byggesager og byggeansøgninger, siger John Pihlkjær, formand for Køge Arbejdsgiver Netværk (KAN).
Køge Arbejdsgiver Netværk arbejder for at varetage interesserne for virksomhederne i Køge kommune og sikre dialog og indflydelse. I dag er 95 virksomheder medlemmer af foreningen.
Det koster årligt 750 kr. for en virksomhed at være medlem af Køge Arbejdsgiver Netværk. Klik ind på www.k-a-n.dk for mere information eller indmeldelse.
pm