SønderjyskE henter stærk svensk back
De danske mestre får med omgående virkning tilgang af svenske Alexander Ribbenstrand
SønderjyskE Ishockey får med omgående virkning tilgang af Alexander Ribbenstrand, som har underskrevet en kontrakt for resten af indeværende sæson.
Den 27årige svensker har primært huseret i den svenske Allsvenskan med et enkelt ophold i norske Lørenskog og den finske Liigaklub, Ässät.
Ifølge sportschef Søren Stockfisch kan de ishockeyglade sønderjyder forvente at se den nye back i aktion i forbindelse med fredagens topopgør mod Odense Bulldogs:
"Alexander Ribbenstrand er en type, som tilfører en værdifuld forstærkning af vores defensiv. Han er en god allround spiller, der altid ofrer sig 100 % for holdet. Han er sikker i pasningsspillet og ikke mindst får vi i Alexander Ribbenstrand en spiller, der medbringer en masse erfaring fra hans mange kampe i Sverige," fastslår Søren Stockfisch.
Alexander Ribbenstrand ankommer til vojens tirsdag den 9. december, og forventes som nævnt at debutere i forbindelse med topopgøret mod Odense Bulldogs fredag den 12. december i SE Arena.
Fakta Alexander Ribbenstrand
Nationalitet: Sverige
Alder: 27 år (09.01. 1987)
Højde: 184 cm.
Vægt: 90 kg.
Position: Back
Fatning: Venstre
Trøjenr.: 77
Kontrakt: Resterende sæson, 2014/15
Landskampe: 45 U-landskampe
Statistik: Eliteprospects.com
Tidligere klubber: Djurgården, Altuna, Västerås, Malmö, Lørenskog, Ässät, Mora, Björklöven.