Fortsæt til indhold

En historisk mulighed

Arkiv
Arkiv

I dag kan Hvidovres borgere her i avisen læse, at Hvidovre i en ikke så fjern fremtid på det nærmeste bliver forgyldt.

Hvidovre Kommune og otte andre københavnske omegnskommuner har i fællesskab løst problematikken med hjemfaldspligt for de almene boligselskaber. Det betyder, at der bliver et beløb på omkring 193. mio. kr. til Hvidovre.

At hjemfaldspligten nu bliver aflyst for boligselskaberne samt at dette betyder en helt enorm økonomisk gevinst for Hvidovre, lyder sandsynligvis som det rene volapyk for de fleste.

Og det er da også kompliceret stof.

Med fare for at også journalisten her ikke har fattet en bjælde, er forklaringen - i den helt korte version - at der i en række almene boligafdelinger i omegnskommunerne til København er tinglyst servitutter om tilbagekøbsrettigheder for enten beliggenhedskommunen og/eller Københavns Kommune. Det betyder, at den enkelte kommune og/eller Københavns kommune på et bestemt tidspunkt har ret til at købe ejendommene tilbage til en aftalt pris - som regel til den pris, grunden blev solgt til oprindelig - uanset ejendommenes nuværende værdi.

Tilbagekøbsrettighederne giver dog allerede nu problemer for de almene boligselskaber, da de ikke kan belåne ejendommene til ejendommens fulde værdi på grund af kommunens tilbagekøbsret.

I alt 6.190 almene boliger i Hvidovre er omfattet af aftalerne om tilbagekøbsret. Det er denne tilbagekøbsret - kaldet hjemfaldspligt - som Hvidovre nu sælger til Boligselskabernes Landsforening.

193 mio. kr er ganske mange penge - også for Hvidovre Kommune.

Det svarer faktisk til - i meget runde tal - at hver eneste borger uanset alder puttede ekstra små 4.000 kr. direkte ned i kommunens kasse.

Spændende bliver det at følge den kommende politiske debat om, hvordan pengene skal bruges. I forvejen har Hvidovre en særdeles velpolstret pengekasse, der slet ikke trænger til næsten 200 nye millioner.

Hvidovre får derfor nu nogle historiske økonomiske handlemuligheder aldeles uden fortilfælde.