"TVIS er mit hjertebarn"
Leif Skov har i 25 år været med til at sikre borgerne stabil, billig og miljøvenlig fjernvarme i bestyrelsen for Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S(TVIS). 1. januar giver han stafetten videre.
Efter 25 år i bestyrelsen og 10 år som formand for TVIS skal bestyrelsen have ny formand. Leif Skov er byrådsmedlem (S) i Vejle og tidligere borgmester i Børkop Kommune og Vejle Kommune og vil stadig være i bestyrelsen de kommende tre år.
-TVIS er sat i verden for tre ting; at sikre forsyningssikker fjernvarme til en fornuftig varmepris på en miljøhensynsfuld måde. Alle tre ting har vi i høj grad gennemført, så målet har vi nået. TVIS er mit hjertebarn, men når nu jeg skal gå af, er det et rigtigt godt tidspunkt. Siden 2008 har vi analyseret og planlagt fremtidens varmemarked i Trekantområdet, som vi med aftalen om at ombygge Skærbækværket til biomasse stabiliserer i endnu 20 år. Aftalen er på plads, og nu skal vi bygge det, men det er jo ikke formanden, der skal det alligevel, siger Leif Skov.
TVIS har for nyligt indgået aftale om finansieringen af de 1,4 milliarder kroner, som TVIS investerer i Skærbækværkets ombygning. Det er et meget fordelagtigt tidspunkt, da renten er lav.
- Vi har indgået en aftale med rentesikring, så en tredjedel af varmeprisen er fastlåst. Det sikrer os stabilitet for en stor del af varmeprisen over de næste 20 år. Det er som regel dyrere at være miljøbevidst, men vi øger forsyningssikkerheden, giver en gennemsnitlig familie i hus en besparelse på 1200 kr. om året, og vi skærer ned på CO2-belastning med 90 procent om året. Vi får altså væsentlig mere for færre penge fremover, siger Leif Skov.
TVIS får væsentligt mere disponibel varmeproduktion fra 2017, og der er rigelig kapacitet til at udvide fjernvarmenettet, så der er en naturlig mulighed for at gøre TVIS mere udadvendt og opsøge endnu flere varmeforbrugere.
-Aftalen med skærbækværket er en stor investering, som rækker langt ind i fremtiden, og gør det relevant også at undersøge, om der er flere, der kan få nytte af den billige fjernvarme. Vi har sikret en væsentlig del af varmeprisen, hvor den variable pris er knyttet til brændslet og markedsprisen på biomasse. Det er i høj grad Leif’s fortjeneste, og det har også været vigtigt for mig, at han kunne få mulighed for at følge aftalen til dørs, siger Hans Bjørn, direktør ved TVIS.