Fortsæt til indhold

Pink Floyd fejres på Risbjerggård

Foredragskoncert med levende musik ved Thomas Ulrik Larsen om Pink Floyds rejse fra psykedelia til rock-realisme

Arkiv
Arkiv

Spændende foredragskoncert på Risbjerggård med levende musik ved Thomas Ulrik Larsen om Pink Floyds rejse fra psykedelia til rock-realisme. Pink Floyd debuterede i flowerpower-året 1967 og en lovende karriere ventede de legesyge Cambridge-drenge. Gruppens ledestjerne og sangskriver, Syd Barrett, brændte hurtigt ud på grund af stofmisbrug og musikbranchens evige krav om hits. Men bandet overlevede til alles overraskelse tabet af både frontfigur og ildsjæl. Gruppen fik nu tilføjet den strålende sanger og guitarist David Gilmour. De følgende år var pakket med eksperimenter og forsøg på at genfinde melodien. Først da Pink Floyd i 1970 sagde farvel til psykedelia og stileksperimenter og begyndte at skrive sange med mennesker og deres relationer og følelser som tema, trådte kvartetten, og især den nye kaptajn, Roger Waters, i karakter. Fra sangen “Bike” (The Piper at the Gates og Dawn, 1967) frem til “Two Suns in the Sunset” (The Final Cut, 1983) følger vi Pink Floyds færden i den virkelige verden. Thomas Ulrik Larsen spiller intime soloudgaver af sangene “If”, “Set the Controls”, “Echoes”, “Free Four”, “Breathe in the air”, “Brain Damage”, “Welcome To The Machine”, “Nobody Home”, “Two Suns In The Sunset”og “Bike”. Thomas Ulrik Larsen er - ud over foredragsholder - sangskriver, musiker, underviser og musikjournalist. Hans artikler har kunnet læses i blandt andet Gaffa, Musikeren, Ud & Se, Politiken og svensk MM. Thomas Ulrik Larsen sad i ekspertstolen hos Go’ Morgen Danmark, da Pink Floyds mastermind, Roger Waters, optrådte i Parken i 2011. I seks år var han kapelmester og musiker i, hvad der på det tidspunkt var det mest velrenommerede Pink Floyd-coverband i Europa. Thomas Ulrik Larsen har været musikalsk leder på over 200 koncerter med Pink Floyds musik. - Vi tog ud for at oplevede Thomas’ show i “Krudttønden” på Østerbro for et par måneder siden. Han giver en meget smuk og overbevisende blanding af musik og oplysninger om bandets udvikling. Det synes vi ikke Hvidovre skulle gå glip af, siger arrangøren Ole Friis fra Kulturforeningen Hovedporten, som står bag arrangementet den 14. november kl. 20 på Risbjerggård... Entre og medlemskab 75 kr., som betales ved indgangen.