Færre brugere og fald i indtægterne
Der mangler 150.000 kr. i forhold til budgettet
Det betyder, at tendensen fra de seneste år med faldende besøgstal også er fortsat her i 2014. Således er besøgstallet i perioden fra 1. januar til 31. august faldet med 4.054 besøgende i forhold til samme periode i 2013. Det er især om eftermiddagen og aftenen - hvor der primært er styrketræning og gymnastik - at der er færre besøgende. Den eneste kundegruppe, hvor der er konstateret en stigning i besøgstallet er blandt pensionisterne, hvor besøgstallet for perioden 1. januar 2014 til 31. august er steget med 176 besøgende i forhold til samme periode i 2013. På grund af de lavere takster for pensionister, udgør denne stigning dog ikke en væsentlig indtægtskilde for Motionscenteret.
Alternativ træning
Det kommunale motionscenter arbejder løbende på at få fat i “alternative” målgrupper. Motionscenteret udvikler således fortsat det tværgående samarbejde i form af træning for gigtpatienter, der er oprettet et hold for KOL-patienter og der er indgået en erhvervspartneraftale med Hvidovre Fodbold A/S, der blandt andet betyder, at spillerne fra førsteholdet træner i Motionscenteret. Motionscenteret er ligeledes ved at undersøge samarbejdsmulighederne med den kommunale genoptræning, der efter planen skal anvende Motionscenterets faciliteter i de perioder, hvor Motionscenteret ikke er så velbesøgt. Derudover er Motionscenteret også ved at undersøge, om centeret fremover kan fungere som fælles elitetræningscenter for kommunens eliteidrætsudøvere. Dette med henblik på at udnytte motionscenterets kompetencer og faciliteter bedst muligt og dermed styrke Hvidovre Kommunes samlede udbud af idræts- og sundhedstilbud til borgerne.