Fortsæt til indhold

Otte grønne projekter får støtte

Arkiv
Arkiv

KØGE: Næste års Agenda 21-pulje er blevet fordelt af Køge Kommunes Agenda 21-udvalg – otte projekter får tilsammen 130.250 kr. i støtte.
En hønsegård, et natur memory-spil i stor størrelse og penge til opstart af en stor fælleshave i Ravnsborg – det er essensen i nogle af de i alt otte projekter, der fået tildelt penge Agenda 21-udvalgets Agenda 21-pulje i 2015.
Agenda 21-puljen støtter grønne projekter, som har med klima, miljø og sundhed at gøre. Den uddeles en gang årligt, men mindre beløb kan også søges ad hoc.
Projekterne skal have et lokalt udgangspunkt og involvere borgerne i lokalområdet. Det er Køge Kommunes Agenda 21-udvalg med Teknik- og Miljøudvalgsformand Mette Jorsø i spidsen, der fordeler puljens penge.

Høns, memory-spil og fælleshaver

Et af de projekter, som Agenda 21-udvalget i år har valgt at give støtte til er Institutionen Fogedgården i Ejby, der har fået 15.000 kr. som skal bruges til at lave en god gammeldags hønsegård.
Her kan institutionens børn kan lære om, hvordan man holder høns, hvordan madaffald bliver til ”hønsemad”, hvor æggene kommer fra og hvordan liv og død er en del af vores dagligdag.
- Med etableringen af en hønsegård sammen med børnene ønsker vi at give børnene læring om madens vej til bordet og hvad økologi betyder i praksis. Vi vil gerne vise dem, hvordan høns kan medvirke til at reducere madspild og give dem konkret erfaring med, hvad det vil sige at have ansvar for dyr – hvad det kræver.” fortæller Lars Baungaard Andersen fra forældrekontaktudvalget, der er dem, der har søgt om pengene.
Agenda 21-udvalget har også givet støtte til en anden daginstitution, nemlig Vemmedrup Børnehave, som får 15.750 kr til at lave et natur-memory-spil i stor størrelse. Spillet skal stå udenfor børnehaven, så alle forbipasserende på vej til den nærliggende skov, kan have glæde af det.
Helene Vinther Seidler fra børnehavens forældrekontaktudvalg fortæller:
- Vores ønske er at lave et memory-spil med flora- og faunabilleder, som er udformet som et stykke legepladsinventar til børn. Ideen er, at børnene skal kunne lege sig til ny viden om naturen. Brikkerne i spillet gøres udskiftelige, så vi kan lave et tema pr. årstid indeholdende de karakteristiske dyr og planter for årstiden. Herudover laves der et hæfte til spillet, som giver en kort beskrivelse af arterne, som pædagogerne kan formidle ud fra.
På Egøjevej i Køge kan beboerne i området se frem til at få et nyt, lokalt samlingssted. Her bliver der nu – med økonomisk støtte fra Agenda 21-puljen – lavet en fælleshave, som skal ligge på arealer ejet af Køge Kommune. Planen er, at fælleshaven med tiden skal rumme både skovhave, grønsagshave og sansehave.
- Fælleshaven skal være en oase, hvor man kan komme og slappe af, lade batterierne op og indgå i et fællesskab, hvor der også er rum til dem der måske ikke har så mange ressourcer, fortæller Marianne Mark fra Køge Økologiske Fødevarefællesskab.
Projektet har fået tildelt de ansøgte 31.000 kr.
Alle i Køge Kommune kan søge om støtte – store og små virksomheder, borgergrupper, foreninger og institutioner kan søge om midler fra Agenda 21 puljen.
I 2015 fik puljen 12 ansøgninger, hvoraf de otte altså fik tildelt støtte.
pm