Information til unge om Digital Post
KØGE: 300 elever er samlet i salen på Køge Gymnasium. Foran dem står Bettina Panduro fra KøgeBibliotekerne parat til at fortælle dem om Digital Post.
- Der har været stor opmærksomhed på de ældre og de it-svage i udrulningen af Digitaliseringsstrategien. Men vi skal også fortælle de unge – de såkaldte digitale indfødte – hvor vigtigt det er, at de læser deres post fra det offentlige, fortæller Bettina Panduro.
Hun er en af bibliotekets it-undervisere, der tager ud til Køge Kommunes mange foreninger, boligområder og uddannelsesinstitutioner for at fortælle om Digital Post.
Denne eftermiddag skal hun sammen med Hasan Simir fra Borgerservice slå på tromme for, at de unge husker at læse deres digitale rudekuverter.
– Det er både med gulerod og pisk, vi oplyser de unge om deres ansvar, deres borgerpligt. Mange unge har begrænset erfaring med det offentlige og synes derfor, det er vanskeligt at navigere i det offentlige digitale landskab. Det vigtigste budskab til dem denne formiddag er, at de knytter deres mailadresse og mobilnummer sammen med Digital Post sådan, at de automatisk får besked hver gang der er post og at de husker, at posten er vigtig, oplyser Bettina Panduro.
KøgeBibliotekerne har i årevis afholdt it-kurser og har i år mangedoblet antallet af kurser for at sikre at kommunens borgere får den hjælp de har brug for til at blive digital selvhjulpne. For at nå endnu flere borgere, heriblandt de unge, har KøgeBibliotekerne prioriteret at tage ud til borgergrupper med oplæg og undervisningsmaterialer målrettet deres behov.
– Selvom man er ung og online 24/7, er man ikke nødvendigvis fortrolig med de offentlige selvbetjeningsløsninger eller opmærksom på, at man har et ansvar for at læse og forholde sig til sin digitale post fra det offentlige. Med eksempler på S.U., feriepenge og flytteblanketter, viser vi de unge På Køge Gymnasium, at Digital Post er relevant for dem, slutter Bettina Panduro.
pm