Fortsæt til indhold

Målet er en sejr i europæisk opgør i Slovenien

Arkiv
Arkiv

Team Esbjerg begiver sig fredag ved godt middagstid ud på det første europæiske eventyr i denne sæson. Truppen letter fra Billund Lufthavn med kurs mod Schiphol i Amsterdam og videre til Zagreb, hvorfra der er et par timer i bus til landsbyen Vace i det centrale Slovenien, ikke langt fra en anden lille by, Zagorje ob Savi, der er hjemby for et af landets bedste kvindehold.
Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, er klar i mælet forud for de to kampe mod RK GEN-I Zagorje, hvis mellemnavn skyldes er stort elhandelsselskab, der er storsponsor i klubben.
"Zagorje mødte FC Midtjylland i EHF Cup i forrige sæson og tabte de to kampe med forholdsvis beskedne tre og seks mål, så det er ikke et hold, vi barer kører hen over. Men det er et hold, vi skal slå over to kampe, og vi må sætte tingene på plads allerede i den første kamp. Den slovenske liga er kun kendt for et hold, Krim Ljubljana, og de øvrige har ikke internationale resultater af betydning," siger Lars Frederiksen.
Han betoner, at Team Esbjerg går seriøst til opgaven, men han håber, at få alle 15 spillere i aktion, så nøglespillere kan få reduceret spilletid forud for topopgøret i Dameligaen mod Viborg fire dage senere.
Lars Frederiksen vurderer, at flere af deltagerne i denne sæsons EHF Cup tilhører top otte af Europas klubber. Der er vendt op og ned på styrkeforholdet mellem især de russiske klubber, og særligt Rostov-Don med Jan Leslie som cheftræner har styrket sig med et imponerende spillerbudget i ryggen. De bedste hold i EHF Cup matcher Champions League-holdene.
"Vi vil mod Zagorje fokusere på forsvarsspillet, hvor vi kun i 20-25 minutter holdt et godt niveau mod Randers. Og så skal nogle af de spillere, der ikke har spillet så meget, i ilden," siger Lars Frederiksen.
Team Esbjergs trup
til 3. runde af EHF Cup, første kamp, mod RK GEN-I Zagorje lørdag kl. 19.00 i Sport Hall Zagorje:
Målmænd:
Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø
Venstre fløj:
Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard
Højre fløj:
Maibritt Kviesgaard og Tove Seest
Streg:
Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen
Bagspillere:
Laura van der Heijden, Lotte Grigel, Estavana Polman, Johanna Ahlm, Ida Bjørndalen, Susanne Madsen og Emily Baunsgaard.