Fortsæt til indhold

Pokalkamp flyttes til Haderslev

Egentlig havde Varde hjemmebane i næste pokalrunde, men her er forholdene ikke til pokalfodbold på denne årstid

Arkiv
Af Peter Rasmussen

"Pokaldræberne". Sådan kaldes Varde IF i visse fodboldkredse, og titlen har vestjyderne vundet ved at slå væsentligt stærkere modstandere ud af pokalturneringen. Det største skalp af dem alle, Brøndby, tog Varde for nogle år siden. Det burde afholde alle fremtidige ligamodstandere imod at undervurdere de seje vestjyder.
Nu er det SønderjyskEs tur til at bide skeer med Varde IF. Kampen skulle oprindeligt være spillet i Varde, men nu flyttes kampen en dag frem og til Haderslev. Opgøret spilles derfor mandag den 1. december kl. 19.00 på Sydbank Park.
"Vi er blevet enige om at flytte kampen, da Varde IF ikke har de bedste faciliteter på dette tidspunkt af året. Varde IF har været meget imødekommende i hele forløbet," siger SønderjyskE-sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside.
Mandagens opgør er 1/8-finale i DBU Pokalen, og med en sejr vil SønderjyskE være blandt de sidste otte hold i turneringen. Varde IF indtager 13.-pladsen i 2. Division Vest.
"Det er lidt en julegave, som vi har fået, og det er mit håb, at mange af vores fans tager imod denne gave. Vi har da også sat billetterne til salg til spotpris, og forhåbentlig får vi igen en god opbakning fra vores fans på Sydbank Park, så vi kan komme videre i turneringen," siger Hans Jørgen Haysen.

Spotpris på billetter

Billetterne er sat til salg til blot 20,- per styk. Der er enhedspris på stå- og siddepladser for alle. Sæsonkort og erhvervsklubkort giver adgang til kampen. Opgang 6 på Vesttribunen er forbeholdt Vardes tilhængere.
Køb billetter her: https://soenderjyske2.www2.dk//index.php?zoom=585