Fortsæt til indhold

SønderjyskE fik også point i afdansningsballet

Trods en noget mat indsats, lykkedes det SønderjyskE at få point med hjem fra Randers

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Henrik Lodberg sagde det hudløst ærligt efter kampen:
"Vi er lykkelige for ét point i dag. Vi spillede en møg kamp, og de var meget bedre end os!"
Og manden havde ret. Det var ikke meget gæsterne på Auto C Park havde at byde på her i den sidste kamp før juleferien. Men det rakte til et point imod rækkens nummer to, og det var hjemmeholdets fans ikke begejstrede for. Det var nok den sidste chance for at holde nærkontakt til FC Midtjylland, som smuttede der.
For SønderjyskE har efteråret været fantastisk og frustrerende på samme tid. Fantastisk fordi holdet har fået point i ikke færre end 14 af efterårets 17 kampe. Frustrerende fordi holdet stadig kun er et dybt åndedræt fra nedrykningsstregen.
Men hvis man sammenligner med i fjor, ser alt langt bedre ud - og i den SønderjyskE lejr, kan man roligt være stolte. Resultaterne er skabt på et meget trangt budget - som man oven i købet har overholdt godt og vel. Fodboldforretningen bidrager med mere end fem millioner kroner til sportsforretningens overskud.