Believer Band øver sig flittigt til julekoncerter
KØGE: Forleden dag summede Køge Musikskole af liv. Over 50 spændte børn var samlet for at øve sammen til de tre julekoncerter, der skal spilles på henholdsvis Hastrupskolen, Ellemarkskolen og Kirstinedalskolen.
Det var første gang hele det store orkester var samlet, men det fungerede så godt, at alle er enige om, at det bestemt ikke er sidste gang.
Da eleverne ankom fra deres respektive skoler startede det med gruppeprøver, så alle var fortrolige med musikken, før de blev sat sammen alle sammen, men så blev der også spillet på livet løs, så der næsten ikke blev tid til at spise æbler og gå en lille tur, før alle igen sad forventningsfulde klar til Jingle Bells og alle de andre sange, der skal spilles til koncerterne.
Der blev dog også lige tid til en pizzapause, før sidste del af prøver, men det var en flok trætte men glade elever, der kunne holde weekend, da klokken var 19.
Ud over de tre julekoncerter, som Believer Band spiller for deres skoler, bliver der mange andre koncerter i december måned, hvor der er mulighed for at se og høre musikskolens elever.
Køge Skoleorkester lægger ud med koncert den 6. december kl 19.00 på gymnasiet, og allerede den 8. december er der musikcafe i musikskolens sal kl 19.00.
Den 11. december kl 19.00 er det Køge kirke, der danner rammen om en julekoncert. Den 15. december kl 19.00 er det igen i musikskolens sal, men denne gang er det den klassiske gren af MGK, der leverer musikken.
Den 16. december kl 19.00 er der igen i musikskolens sal endnu en musikcafe, og sandelig – den 17. december kl 20.00 er det den rytmiske gren af MGK, der stiller op til koncert i salen.
Musikskolen slutter julekoncerterne af med endnu en klassisk MGK koncert, denne gang i Adventskirken på Parkvej. Det er den 18. december kl 19.30.
pm