Fjernvarme eller?
Stor interesse i Risbjergkvarteret
Det var Hvidovre Fjernvarmeselskab (HFS), der havde indbudt alle beboerne i området til et informationsmøde om fjernvarme. Der var på begge møder et stort fremmøde af beboere fra området.
På mødet blev der fortalt om fjernvarmen, der er den mest udbredte opvarmningsform i Danmark med 62 % af husstandene tilsluttet et fjernvarmenet.
Med fjernvarmen er der også CO2-reduktion. Hvis alle beboere i Risbjergkvarteret, der ikke har fjernvarme, bliver tilsluttet fjernvarmen mindskes CO2-udslippet årligt med 59.818 ton. Fjernvarmen er drevet af forbrugerstyrede non-profit andelsselskaber, hvor man kan få medindflydelse ved at betale et indskud på 500 kr. for hvert parcelhus. Beløbet forrentes ikke, og man kan altid udmelde sig og få pengene tilbage. Det er ikke mange energiselskaber i Danmark, der har så udbredt et brugerdemokrati som de andelsejede fjernvarmeselskaber. Derfor blev de fremmødte opfordret til at deltage aktivt i andelsselskabet, når de blev tilsluttet fjernvarmen.
Med et tilbud om en pakkeløsning, kan man for 49.995 kr. få fjernvarme i sit hus, og beløbet inkluderer oven i købet HMN's afbrydelsesgebyr på 6.900 kr. eller sløjfning af olietank. Når man så har fået installeret fjernvarme, har fjernvarmeselskaberne besluttet at tilbyde en gratis serviceordning, hvor man ved VVS-firmaets første besøg får en energivurdering af huset og fjernvarmeinstallationen, og derefter et årligt eftersyn af fjernvarmeinstallationen. Eventuelle reservedele skal man dog selv betale.
Spørgsmål og svar
Der er ingen tilslutningspligt til fjernvarme i Hvidovre, så man skal selv vurdere spørgsmål som pris, forsyningssikkerhed og miljø i forbindelse med muligheden for at tilslutte sig til fjernvarmen. Navnlig spørgsmålet om afgifter på fjernvarme blev berørt på møderne, og man kan selvfølgelig aldrig vide sig sikker på Folketingets beslutninger om disse. Fjernvarmen er dog den opvarmningsform, hvor den største variation af varmekilder kan anvendes, lige fra vind og sol til gas og kul. I Danmark udfases de fossile brændsler på de store kraftvarmeværker, så skal man, som ønsket af Folketinget, bevæge os alle hen imod den fossilfri varmeforsyning, så må det antages, at politikerne fremmer den bedste konkurrenceposition for den fossilfrie fjernvarme. Med et forbrugerstyret fjernvarmeselskab vil det være klart, at forbrugernes interesse vil blive fremmet mest muligt også med hensyn til prisniveauet.
Og så de mere private spørgsmål og svar på møderne: Hvad sparer jeg? Som oliekunde vil du spare betydelige månedlige beløb skattefrit - endda så meget, at du både vil kunne betale af på det fastforrentede lån, fjernvarmen stiller til rådighed for investeringen i fjernvarmeanlægget, og spare penge op ved siden af. Faktisk er den rene tilbagebetalingstid kun 5 år ved et gennemsnitsforbrug, og så er der opsparingen ved siden af. I det udleverede materiale var der beregningsark på olie og naturgas, så de fremmødte selv kunne sammenligne udgifterne ved deres eksisterende varmeinstallation med fjernvarmen. Er der grænser på fjernvarmestikledningens længde indtil huset? Nej, vi fører ledningen ind, hvor dit fyrrum er, såfremt rummet ligger ud mod en husfacade. Hvad sker der med olietanken? I pakkeløsningen til 49.995 kr. tilbyder vi at sløjfe olietanken. Er tanken nedgravet, bliver den afblændet efter forskrifterne. Hvor lang tid tager konverteringen til fjernvarme? Gravearbejdet på den enkelte grund varer få dage, men selve tilkoblingen til fjernvarme i huset tager kun en dag, så man skal ikke undvære varme i flere dage.
Efter alle spørgsmål og svar var det muligt at få sine egne varmeøkonomiske forhold belyst ved de konsulenter fra HFS, der var til stede. I et showroom var der mulighed for at se typer af fjernvarmeinstallationer, der minder meget om et køleskab. På mødet blev der afleveret mange blanketter med ønske om at tilslutte sig fjernvarme.
For at starte fjernvarmeprojektet i Risbjergkvarteret kræves, at mindst 30 % af varmeaftaget har tilsluttet sig fjernvarme. Der er frist til den 1. februar 2015 til tilmelding, men jo før der opnås 30 %, jo tidligere starter fjernvarmeprojektet. Er der den 1. februar 2015 opnået 30 %, så starter anlægsarbejdet i foråret 2015 efter EU-udbud og forhandlinger med den valgte entreprenør.