Fortsæt til indhold

Nyt intelligent lysanlæg tages i brug

I mere end to måneder har trafikken været påvirket af et større vejarbejde i krydset Ndr. Ringvej/Skovbrynet i Kolding. Men nu lysner det. 23. december er det nye lyskryds klar, og de nye lyssignaler får traffiken til at glide lettere

Arkiv
Arkiv

"Når vi laver et større vejarbejde på en så befærdet strækning, så kan det ikke undgås at påvirke mange mennesker. Men nu er projektet ved at være færdigt, og lyssignalerne vil lette trafikken fremover. Det vil for alvor kunne mærkes, når det nye akutsygehus står klart, hvilket vil mere end fordoble trafikken i området," fortæller trafikplanlægger Erik Harbo, Kolding Kommune.
Ud over lyssignaler er der kommet svingbaner til både bilister og cyklister samt fodgængerovergange i krydset.
"Mange trafikanter har oplevet, hvor svært det i perioder har været at komme fra Skovbrynet ud på Ndr. Ringvej. De problemer slipper man for nu," understreger Erik Harbo.

Intelligente funktioner

Det nye lysanlæg har flere såkaldt intelligente funktioner, som bidrager til at få trafikken til at glide. F.eks. viser lyssignalet altid rødt, når der ikke er trafik fra nogen retning, men spoler i vejen opfanger, lige så snart en bil eller en cykel nærmer sig, og så skifter lyssignalet automatisk til grønt. Det sikrer en smidigere afvikling af trafikken.
En anden intelligent funktion er, at anlægget automatisk opdager, hvis der på et tidspunkt er ekstra meget trafik på Skovbrynet - f.eks. efter et stort arrangement på Kolding Teater. I de tilfælde giver systemet automatisk ekstra tid til trafikken fra Skovbrynet, så køerne afvikles hurtigere.

Yderligere lyskryds på vej

Ud over Ndr. Ringvej/Skovbrynet skal der etablereres yderligere lyskryds med ekstra svingbaner på Skovvangen for at lette trafikken til og fra sygehuset. I 2015 bliver der lavet et lyskryds, som omfatter den nordlige indkørsel til sygehuset på Skovvangen samt Lærkevej. I 2016 er der planlagt et lyskryds i en ny nordlig indkørsel til sygehuset ved Emerholtsvej samt et lyskryds ved den sydlige indkørsel til sygehuset. Der kommer også til at ske tilpasninger af krydset Ndr. Ringvej/Skovvangen.