Ældre kvinde offer for tricktyveri i Ølby
KØGE: Tirsdag formiddag kl. 10.53 fik politiet en anmeldelse fra en 73-årig kvinde fra Lille-Skensved, som mandag den 10. november kl. ca. 15.30 på p-pladsen ud for Føtex i Ølby Center i Køge var blevet udsat for et tricktyveri.
Efter indkøb i supermarkedet, hvor en person havde stået meget tæt på hende under betalingen, anbragte hun sine varer og taske i sin bil.
Da hun skulle til at køre fra stedet, blev hun kontaktet af en fremmed mand, der pegede på et punkteret dæk på hendes bil.
Den fremmede mand tilbød den 73-årige sin hjælp og gav hende en dåse med skum til reparation af dækket.
Hun fik besked at skulle holde dåsen i 5 minutter mod hjulets ventil og satte sig ned på hug ved siden af.
Efter 5 minutter oplyste manden, at han ikke kunne hjælpe hende længere.
Da den 73-årige ville betale manden for hjælpen, skyndte manden sig at lukke den 73-åriges pung og nægtede at modtage betaling, hvorefter han forlod stedet.
Efterfølgende opdagede den 73-årige, at hendes dankort og 500 kr. i kontanter manglende i hendes pung.
Den ”hjælpsomme” mand blev beskrevet som 35-40 år, 180-185 cm høj, mørklødet, sort kort hår, iført sorte handsker og talte engelsk. Efterfølgende er der uberettiget hævet 7.000 kr. på den 73-åriges konto, og dækket var blevet punkteret med en spids/skarp genstand.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden på parkeringspladsen, eller som kan give oplyse om, hvor han forsvandt hen. Kontakt politiet på tlf. 114.
pm