Fortsæt til indhold

Kommunen indlægger vand og styrker tilsynet

<p class="urub">Nu skal der gøres op med ulovlige kolonihave-byggerier</p>

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Tidligere har haveforeningen selv sørget for, at lejerne af kolonihaverne havde vand om sommeren. Men det er ikke længere tilfældet og derfor er det nu kommunens opgave, idet kommunen ejer cirka halvdelen af kolonihaverne. Arbejdet med at etablere vand i kolonihaverne skal være klar 1. april 2015.

Baggrunden er, at Grundejerforeningen Præstemosen på sin generalforsamling i 2010 besluttede at nedlægge sommervandet, som ellers hidtil har været foreningens vandforsyning. Begrundelsen for nedlæggelsen er, at siden HOFOR i 2009 etablerede vand og kloak i vejene i Præstemosen, har flere og flere matrikler i området valgt at tilslutte sig HOFORs løsning. Det er af denne grund ikke længere rentabelt at drive grundejer-foreningens egen vandforsyning.

Grundejerforeningen lukkede for sommervandet den 30. september 2014. De lejere, som lejer en kolonihave af kommunen, har således ikke længere vandforsyning. Men de 50 kolonihaver, som Hvidovre Kommune udlejer, har vandforsyning og vandforbrug inkluderet i lejen. Da udleje af kolonihaver er omfattet af lejeloven, er kommunen forpligtet til at sørge for, at der fortsat er vandforsyning tilknyttet lejemålet. Det er derfor kommunen som ejer og udlejer, som skal bekoste etableringen af en ny vandforsyning.

Samtidig med at det blev besluttet at indlægge vand i Præstemosen, godkendte kommunalbestyrelsen ansættelsen af en byggesagsbehandler for en to-årig periode til at styrke det opsøgende tilsyn med samtlige kolonihaveområder og således sikre, at nybyggeri og eksisterende byggeri er lovligt opført.