Fortsæt til indhold

Medaljeregn i Køge Kommune

– hædring af årets medaljevindere på Teaterbygningen torsdag den 11. december

Arkiv
Arkiv

KØGE: 165 medaljetagere – så mange samles torsdag den 11. december kl. 16.00 til årets medaljevinderarrangement 2014 i Køge Kommune.
På grund af det flotte og rekordstore antal deltagere flyttes årets medaljevinderarrangement til Teatersalen på Teaterbygningen.
De 165 tilmeldte idrætsudøvere har alle det tilfælles, at de er bosiddende eller hører til en forening eller klub i Køge Kommune, og derudover har de i løbet af 2014 stået på medaljeskamlen ved DM, NM, EM eller VM.
- Der er et rigtigt stort antal medaljetagere i Køge Kommune i 2014. Og det er vi enormt stolte af. Udøverne har kæmpet sig frem til at stå på medaljeskamlen, og vejen har helt sikkert været både lang og har krævet mange træningstimer, siger borgmester Flemming Christensen, og fortsætter:
- Men det er lykkedes for dem – ikke mindst på grund af hele netværket omkring udøverne. Familie, trænere og foreningsfrivillige har alle brugt store mængder af tid og energi på at støtte og opmuntre på vejen mod resultatet. Så medaljevinderarrangementet er i lige så høj grad en hædring af dem.
Borgmester Flemming Christensen og formand for Kultur- og Idrætsudvalget Anette Simoni vil ved arrangementet overrække en lille gave til medaljevinderne.
Deltagere ved arrangementet bedes møde op på Teaterbygningen i god tid – meget gerne kl. 15.30, da alle udøvere skal indskrives inden arrangementet går i gang kl. 16.00.

Alt fra volley til undervandsrugby

De i alt 165 medaljevindere repræsenterer 17 forskellige klubber.
De er et bevis på den store alsidighed, der findes i Køge Kommunes foreningsliv.
Ved medaljevinderarrangementet deltager udøvere fra en lang række af kommunens foreninger. Både de mere ”traditionelle” idrætter som volleyball, fodbold, gymnastik og svømning men også mindre udbredte idrætter som bueskydning, boksning og undervandsrugby har udøvere, der i 2014 har resulteret i flotte præstationer.
Medaljevinderne spænder også vidt aldersmæssigt. Den yngste er 8 år, mens den ældste medaljevinder har rundet 85 år!

Årets idrætsnavn og årets foreningsleder 2014

Ved arrangementet uddeles to priser – en til årets idrætsnavn og en til årets foreningsleder. Priserne er stiftet af Lørdags-Avisen i samarbejde med Danske Bank, Sparekassen Sjælland, Spar Nord Køge, Jyske Bank, Nykredit, Nordea og Sydbank - samt Køge Handelsstandsforening og Køge Kommune, og hver pris er på 15.000 kr.
Begge priser uddeles med 7.500 kr. til lederen/udøveren og 7.500 kr. til den klub i Køge Kommune, hvor lederen/udøveren senest har været hjemhørende.
Sidste år modtog Peter Erkmann fra Køgespejderne årets foreningslederpris, mens årets idrætsnavn blev Christina Munkholm fra Køge Svømmeklub.
pm