Fortsæt til indhold

Kommunens lejere kan tage det roligt

<p class="urub">- De foreninger og borgere, der har lejet sig ind i kommunens bygninger på ubestemt tid, bliver ikke smidt på porten på grund af ændret praksis, forsikrer borgmesteren...</p>

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Under den politiske behandling er det kommet frem, at kommunen ikke kan leje Sønderkærskolen til privatskolen på ubestemt tid. Kommunens udlejning af bygninger og boliger til foreninger og borgere blev også drøftet.

I sidste uge, på side 3 her i Hvidovre Avis, udtalte to medlemmer af kommunalbestyrelsen - Steen Ørskov (C) og Mikkel Dencker (DF) - at der skal ryddes op i kommunens “ulovlige udlejning”.

Borgmester Helle Adelborg (A) vil i den forbindelse gerne berolige borgere, virksomheder, institutioner og foreninger, der er nervøse for, om de kommer til at stå uden tag overhovedet som følge af en “oprydning”:

- Jeg kan forsikre om, at dem der nu har kontrakter på tidsubegrænsede lejemål i kommunens bygninger, ikke bliver smidt på porten, siger hun og forklarer videre:

- Indtil for et par år siden kunne man godt leje sig ind i vores bygninger på ubestemt tid.

Men efter at vi blev opmærksomme på en afgørelse fra Tilsynet i 2010, der siger, at kommuner ikke må indgå tidsubegrænsede lejekontrakter, har vi ændret vores praksis...

Det betyder, at de nye lejekontrakter, Hvidovre Kommune har indgået i løbet af de seneste år, har været tidsbegrænsede.

- Men den nye praksis har - og får heller ikke - tilbagevirkende kraft på kontrakter indgået før kommunen blev opmærksom på Tilsynets afgørelse, understreger borgmesteren...

- Jeg må slå fast, at det først og fremmest er kommunens opgave at tage sig af sine kerneydelser - ikke at bedrive udlejningsvirksomhed, siger hun:

- Og det er klart, at vi skal overholde gældende regler og praksis for kommunerne. Men de “gamle” kontrakter får nu lov til at løbe, til lejemålene bliver ledige og lejerne vil fortsat være beskyttet af lejelovgivningens regler om opsigelse, pointerer hun...

I alt 30 borgere, virksomheder, institutioner og foreninger har i øjeblikket lejet sig ind i Hvidovre Kommunes bygninger.

Langt de fleste lejemål er på ubegrænset tid.