Fortsæt til indhold

Samarbejde skaffer økonomi til unik lysinstallation i p-hus

I tre dage vil koldingenserne og byens gæster kunne bevæge sig gennem en drypstenshule

Arkiv
Arkiv

Et samarbejde mellem to naboer – Middelfart Sparekasse og Nykredit – er den direkte årsag til, at det har været muligt at skaffe økonomi til at udsmykke p-huset ved Buen med en unik lysinstallation. De kommende tre dage vil koldingenserne og byens gæster således kunne bevæge sig gennem en drypstenshule.

Det bliver en sanselig oplevelse at begive sig ind i p-huset, hvor lyseffekter og musik, vil gøre turen rundt på de forskellige etager til en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Og i hvert fald ikke noget, vi har set tidligere på disse breddegrader.

Afdelingsdirektør Stephan Lorenzen, Middelfart Sparekasse: - Vi var også med som sponsor, da Kolding Light Festival blev startet op i 2013. Vi var med, fordi vi gerne vil være med til at sætte Kolding på landkortet, og det vil ske, fordi ingen andre byer her i landet har en sådan festival.

"I år er vi gået mere specifikt ind i projektet, idet vi har forhøjet vores økonomiske bidrag, og så har det været nærliggende at lave et samarbejde med Nykredit, så vi virkelig kan lave en lysinstallation i p-huset, der har noget at byde på. Publikum vil komme til at opleve forskellige stemninger på hver etage, og så skal vi ikke glemme, at p-huset ligger centralt på den rute, som også fører til DLG Siloen på havnen og lys-tunnelen ved Design City.

Med til at udvikle Kolding

P-huset på Buen benyttes flittigt at såvel Middelfart Sparekasses som Nykredits kunder.
Områdedirektør Mogens Sørensen, Nykredit, Kolding, og medlem af Erhvervsgruppen Kolding, som står bag Kolding Light Festival: - I fjor var vi sponsor for lysinstallationen Edderkoppen på Banegårdpladsen. Det var et stort sponsorat, som vi indgik, fordi vi i Nykredit har en interesse i at være med til at udvikle Kolding. Udviklingen kommer ikke af sig selv, og derfor er det vigtigt, at der sker positive ting i byen, som byens borgere kan være stolte af og dermed blive gode ambassadører, og som byen kan blive kendt for. Det har vi alle glæde af.

Mogens Sørensen siger videre, at selv om Nykredit og Sparekassen Middelfart på sin vis er konkurrenter, er de også gode naboer. Derfor har det i år været oplagt for dem at gå sammen om at skabe den økonomi, som er nødvendig for at kunne lave p-huset om til en drypstenshule.