Rød Blok i verbal strid om øl og politik
SF’s Karina Lorentzen kritiserer Christian Rabjerg Madsen, S, for brug af øl som lokkemiddel til unge vælgere
Er det i orden at lokke med en øl for at få unge vælgere i tale?
“Ja”, mener Christian Rabjerg Madsen, 28, Kolding, folketingskandidat for Socialdemokraterne.
“Nej”, mener Karina Lorentzen Dehnhardt, 42, Kolding, folketingsmedlem og retsordfører for SF.
De to politikere fra Rød Blok er kommet ud i et mindre hundeslagsmål, når det gælder alkohol og politik.
Læreruddannede Karina Lorentzen mener, at det er utilstedeligt, når Christian Rabjerg Madsen som led i sin valgkampagne deler øl-billetter ud til unge på Koldings uddannelsessteder. Øl-billetter, som kan indløses i nattelivet i Kolding.
Christian Rabjerg Madsen på den anden side mener, at Karina Lorentzen må være blevet ramt af “valgkuller” og skyder langt over målet, når hun sammenkæder hans kampagne med misbrug af alkohol.
“Jeg har lavet en utraditionel kampagne for at komme bedre i dialog med de unge. Jeg tilbyder en øl eller en sodavand og får derved brudt isen og får en snak om politik. Man skal selvfølgelig være fyldt 18 for at få øllen”, siger Christian Rabjerg Madsen til Lokalavisen.
Kampagnen har han lavet i samarbejde med en lokal cafe i Kolding, Café Boss, som har leveret øl-billetterne og ombytter dem til drikkevarer på cafeen.
“Det handler jo ikke om, at jeg skal sidde og drikke øl med de unge på værtshus. Jeg uddeler alene flyerne og får i den forbindelse en snak med de unge på uddannelsesinstitutioner og mulighed for at fortælle om Socialdemokraternes politik. Det ser jeg ikke noget forkert i.
Det her handler hverken om folkesundhed eller alkohol. Jeg synes, Karina Lorentzen skal lade Christiansborg-retorikken ligge i København. Hvis man tror, at man kan købe de unges stemmer med en øl eller sodavand, så undervurderer man den danske ungdom”, siger Christian Rabjerg Madsen.
Karina Lorentzen Dehnhardt:
“Jeg har selv været ung i Kolding, og jeg ved godt, at alkohol fylder en del, når man går på ungdomsuddannelse. Det gjorde det såmænd også for mig. Men politikere bør holde sig fra at lokke med alkohol. De bør være gode rollemodeller og forsøge at få unge til at interessere sig for politik, uden at det kræver en flok bajere.
Jeg er ikke ude på at lyde snerpet, men jeg synes, vi har behov for at ændre den hidsige alkoholkultur. Kunne vi ikke styrke vores fællesskab på en anden måde end gennem øl?”
Christian Rabjerg Madsen:
“Jeg finder Karina Lorentzens kritik en anelse dobbeltmoralsk. I 2011 lavede vi sammen et arrangement på Pitstop i Kolding, Rød Rock. Her tilbød vi også én gratis øl, hvis man kunne fremvise en flyer”.