Gratis foredrag med Kolding-forfattere
Der er rig lejlighed til et pusterum i juleræset, når en række af Koldings forfattere fortæller om deres seneste bøger. Det sker ved åbne arrangementer hos Baronessen og CO. i Helligkorsgade
Vi skal lære at skrue op for evnen til nærvær, så juletiden bliver en fest og ikke en pest, lyder det fra forfatter og stresscoach Eva Schmidt. Hun har skrevet bogen ”Stress er ikke din fjende” og er en af de lokale forfattere, som har sagt ja til at holde et åbent og gratis foredrag i bogcafeen Baronessen og CO. i Helligkorsgade 22. Det sker på torsdag fra klokken 17-18.
I bogcafeen er der flere muligheder for netop at dyrke nærværet og få et pusterum, når en række af byens forfattere i løbet af de kommende weekender holder korte foredrag om deres bøger. Mens forfatterne fortæller, kan tilhørerne slappe af fra julehandlen og få varmen over en kop friskbrygget kaffe eller et glas gløgg.
På lørdag taler Helle Juhl først om sin helt nye bog i anledning af 100-året for kvinders valgret næste år. ”På lige fod” hedder bogen, der handler om kvindevalgretsforkæmperne og datidens satiretegnere, der spiddede de kæmpende kvinder. Foredraget er fra klokken 13-13.30.
Lige efter gælder det bogen ”Barndommens land – Danmarkshistorie i børnehøjde”, som Helle Juhl også er forfatter til. Bogen handler om barndom og børneliv i alle samfundslag.
Næste lørdag, den 20. december, er forfatter Ole Sønnichsen på podiet hos Baronessen og CO. Klokken 11 kan man høre om ”Rejsen til Amerika” – om de 300.000 danskere, der udvandrede til Amerika fra 1850-1920, og klokken 13 er Ole Sønnichsen klar til at fortælle om sin seneste bog, der handler om fyrværkerikatastrofen i Seest.
Forfatterforedrag hos Baronessen og CO
Torsdag den 11. december klokken 17-18: Eva Schmidt: Stress er ikke din fjende – heller ikke i juletiden.
Lørdag den 13. december klokken 13-13.30: Helle Juhl: På lige fod
Lørdag den 13. december klokken 13.30-14: Helle Juhl: Barndommens land – Danmarkshistorie i børnehøjde.
Lørdag den 20. december klokken 11-12: Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika.
Lørdag den 20. december klokken 13-14: Historien om Seest-katastrofen.
Alle foredrag finder sted i Helligkorsgade 22. Der er gratis adgang og ingen tilmelding.