Fortsæt til indhold

“Lad os gøre en positiv forskel”

De sygemeldte borgere fra foreningen ”Syg i Haderslev” har et konstruktivt forslag til Haderslev Kommune

Arkiv
Peter Rasmussen

”Desværre har vi fra begyndelsen oplevet megen modstand fra Jobcenter Haderslev, og det er ærgerligt. I virkeligheden vil alle jo gerne have et jobcenter og en sagsbehandling, som man kan være stolt af. Og midt i det hele glemmer man tit, at rigtig mange – sikkert langt de fleste – sagsbehandlingsforløb er gået lige efter bogen.”
Sådan siger formanden for foreningen ”Syg i Haderslev”, Sisse Søgaard Stæhr, som ser frem til en meget mere konstruktiv dialog med kommune og jobcenter i fremtiden:
”Vi synes jo at vi har meget positivt at bidrage med. Som 'brugere' af systemet, kender vi det på godt og ondt indefra, og kan komme med gode forslag til bedre arbejdsgange,” siger formanden, der allerede har et meget konkret forslag klar til kommunen.

Lav et bindeled

”Jeg foreslår at man ansætter et antal sygemeldte som er tilkendt flexjob, som et slags 'bindeled' imellem sagsbehandlerne og de sygemeldte. Man kunne kalde os 'medarbejdere med brugerbaggrund'. Vi ville kunne tage den indledende snak med borgere, som er blevet sygemeldt. På den måde vil borgeren møde en forståelse for den situation, som han eller hun er blevet bragt i. Og vi ville kunne hjælpe borgeren med at blive klar til det forløb som han eller hun skal i gang med”, siger Sisse Stæhr, som fortsætter:
”'Forventnibgsafstemning' er et kodeord her. Mange af de ting, som leder til frustration og problemer i et afklaringsforløb, er ting, som man ikke var forberedt på. Derfor er der en god mulighed for at undgå problemerne ved ganske enkelt at kunne forudse, hvad der skal ske i processen. Det vil vi kunne hjælpe med, ligesom vi ville kunne hjælpe med råd og vejledning, hvis borgeren har forskellige behov, kan vi hjælpe med at søge den hjælp de har behov for.”
”Jeg kan jo huske mine egne første møder på jobcenteret. Når sagsbehandleren f.eks. spurgte mig om, hvad jeg selv kunne tænke mig. Det var jeg meget afklaret med, men desværre fik jeg ikke opbakning, selvom det faktisk var et realistisk projekt. Men mange har ikke skænket det en tanke, før de sidder ved mødet – eller deres ønsker og forventninger er helt urealistiske. Den slags ting kunne vi få afklaret før borgeren skal til møde med sagsbehandleren, og dermed spare en masse tid, som ingen har glæde af at spilde,” siger hun.
”Det er også muligt, at der skal indhentes informationer af forskellig art. Hvis vi havde klaret alt dette på forhånd, ville sagsbehandlingen gå meget hurtigere og borgeren føle sig tryggere og mærke at han eller hun tager større medansvar i sin egen sag,” siger Sisse Stæhr.

Idéen Med ’bindeledet’ kommer fra formanden for foreningen ’Syg i Haderslev’, Sisse Stæhr.

Skal ikke sagsbehandle

”Det er vigtigt for mig, at understrege, at det jeg foreslår ikke er personer, som skal sagsbehandle, lige så lidt som de skal have noget at gøre med foreningen Syg i Haderslev. Det handler om at skabe en 'win win situation' på et meget vanskeligt område. Det er sørme ikke let at være sagsbehandler, når de mennesker, hvis sag man skal behandle, ikke kender noget til hvordan en arbejdsprøvning og afklaring foregår,” siger Sisse Stæhr.

Støtte under forløbet

Det kan være en meget vanskelig tid imens man afklares til arbejdsmarkedet. Der sker meget i ens liv, og det er hårdt at leve uden afklaring.
”Det handler meget om forventninger. Som sygemeldt er man fuldstændig uforberedt på det – ofte meget lange – forløb, som venter. Hvis man bliver grundigt orienteret om hvad der skal ske, så er man også klædt meget bedre på til at tackle det konstruktivt og positivt. Vi kan give nogle meget klare meldinger: Forvent dette! Dette kan du selv gøre! Og Lad være med at forvente dette!,” siger formanden.
”Noget man oftest helt glemmer er reaktionerne når afklaringen er sket. Hvordan man reagerer når der falder en afgørelse omkring ens fremtid. Det kan være ganske voldsomt, og også her kan der være behov for støtte.”
”Her kunne vi måske også være en støtte. Måske blot som én at snakke med, som forstår. Måske vi endda kunne hjælpe med konkret rådgivning,” siger Sisse Stæhr, der er overbevist om at projektet ville være med til at vende den negative stemning overfor jobcenteret:
”Borgeren kommer i fokus, bliver medindraget, og får hjælp til at tage medansvar for egen fremtid.”
Indtil videre har formanden blot luftet sine tanker for formanden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, men hun er godt i gang med at konkretisere dem, og fornemmer at der er positiv respons fra især det politiske system:
”Forslaget her kommer jo i halen på kommunens Investeringsstrategi, og kunne være et fantastisk eksempel på et initiativ, som sætter borgeren foran besparelser,” frem for besparelser,” slutter hun.