Jobcenter Haderslev - nu et populært sted
Ny undersøgelse fra Epinion viser at to tredjedele af brugerne roser jobcentret
Kritikken har haglet ned over Jobcenter Haderslev - ikke mindst over ledelsen på stedet. Men måske er kritikken ikke berettiget.
Ihvertfald blev Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forleden præsenteret for en tilfredshedsundersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion blandt alle brugere, som har været en del af systemet i mere end otte uger, i perioden fra april til august i år.
“Undersøgelsen viser, at 74 procent faktisk har været tilfreds med dialogen med jobcenteret,” fortæller medlem af udvalget Rune Højer (S).
Stadig plads til forbedring
“Undersøgelsen viser samtidig, at der på mange områder er plads til forbedring. Det vidste vi også godt. Men derfor glæder det mig alligevel meget, at så mange oplever en positiv og saglig dialog med jobcenteret,” siger han.
“Undersøgelsen giver en række nyttige idéer til, hvor vi kan sætte ind og lave forbedringer. Det har borgerne også hjulpet os med, ved deres svar. Vi skal bare også huske at glæde os over at så mange er tilfreds med dialogen. Det er efter min mening både et skulderklap til de ansatte på jobcenteret, og et bevis på at vi på beskæftigelsesområdet er på rette vej,” siger Rune Højer.