Fortsæt til indhold

"Vi vil det bedste!"

Borgmester H.P. Geil og formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Jesper Andreasen (begge V) skriver dette indlæg

Arkiv
pra

Borgmester H.P. Geil (V) og formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Jesper Andreasen (V) skriver dette indlæg på vor debatside:
Vi vil det bedste
Af borgmester HP Geil og formand for beskæftigelse og integrationsudvalget Jesper Andreasen
Med rette skal borgere stille spørgsmålstegn ved, når et udvalg vælger at bruge penge på at lave en brugerundersøgelse af sygedagpengeområdet i Jobcenter Haderslev.
Undersøgelsen er vigtigt - og den tager højde for og er efterfølgende korrigeret i forhold til manglende svar. Vejen og Fredericia har lavet en tilsvarende undersøgelse. En sammenligning mellem de tre kommuner viser, at Haderslevs Jobcenter gør det bedre end de to andre.
Vi mener, det er vigtigt at uafhængige konsulenter med brugerundersøgelser præsenterer borgernes indtryk af jobcentret. Det har vi som politisk udvalg brug for. Undersøgelsen skal bidrage til at kvalificere udviklingen af Jobcenter Haderslev, med det klare mål at skabe det bedste jobcenter.
Vi er godt klar over, at særligt sygedagpengeområdet har fået stor opmærksomhed indenfor det sidste år. Det er også grunden til, at vi nu hæver overliggeren og vil noget helt nyt. I flertalsgruppen vil vi ikke nøjes med at være bagudskuende, men forholde os til virkeligheden, vi vil handle på de udfordringer, som undersøgelsen peger på.
Vi har i det forgangne år deltaget i et KL partnerskab sammen med 13 andre kommuner i landet. Det er vores klare holdning, at hvis vi vil, kan vi ændre på beskæftigelsespolitikken. Vi vil en aktiv beskæftigelse politik, "det bedste jobcenter" er ikke noget, vi siger ved særlige lejligheder. I de første måneder af 2015 sætter vi gang i en proces, som fokuserer på udviklingen af et anderledes og nytænkende jobcenter.