Juletræ og klippegrønt blev hentet hjem
JULETRADITION: Ca. 300 børn og voksne fra 20 skoler og institutioner i hele Køge kommune var tirsdag formiddag samlet på Savværksgrunden i Lellinge for at hjembringe årets juletræ og klippegrønt til skolen og institutionen.
Det var ellers ikke et vejr der ledte tankerne hen på jul, som børnene blev mødt med i skoven.
- Det var jo fantastisk vejr . næsten vindstille og solrigt, så alle fik en rigtig fin dag, fortæller Henrik Lerdorf fra Det Grønne Hus i Køge.
Efter ankomsten til skoven fik børnene mulighed for at udvælge juletræet til netop deres skole/institution. Derefter blev børnene klippe grønt i selskab med de unge fra Projektcenter Køge Bugt.
Derefter blev de sendt ud på et Nissløb, bl.a. ledsaget af naturvejlederen fra Svenstrup Naturskole, Helene Flügger. På Nissløbet skulle børnene bl.a. finde grankogler, der udgjorde møntenheden til køb af æbleskiver og cacaomælk efter at de var vendt tilbage til pladsen efter Nisseløbet.
- Alt i alt en rigtig dejlig dag, hvor alle børnene fik sig en stor oplevelse ude i den skønne natur, siger Henrik Lerdorf.
Det er Agenda 21-udvalget, der står bag arrangementet, der gennemføres af Det Grønne Hus, Svenstrup Naturskole og Projektcenter Køge Bugt i tæt samarbejde med Køge kommunes afdeling for Veje & Byrum.
Lørdags-Avisens fotograf Jørgen Chr. Jørgensen var en tur forbi Savværksgrunden i Lellinge og fik disse herlige stemningsbilleder fra en god juletradition i Køge kommune.