Rotter driller stadig på skoler
Op mod 500 skoleelever er fortsat flyttet fra deres klasser på grund af rotter
I weekenden blev der fanget endnu en rotte indendørs i Vitaskolens Bygning B. Dermed er der ikke umiddelbart udsigt til, at de 450 flyttede elever snart kan vende tilbage til deres klasselokaler. På skolens intranet oplyses det, at der onsdag er statusmøde omkring 'rotteriet', og at genhusningsplanerne for børnene fortsat gælder - det betyder blandt andet, at mange elever i disse uger går på Blåbjerggårdskolen.
Også på Tjæreborg Skole er et par klasser fortsat flyttet til andre lokaler. Trods flere daglige tilsyn er der ikke set spor af rotter indendørs siden den 8.-9. november, og forrige mandag blev rottefælderne fjernet i blandt andet børnehaveklassen.
Esbjerg Kommune har besluttet, at en række lofter på skolen skal udskiftes - et arbejde der skal udføres hurtigst muligt.
Udendørs er der fortsat rotteaktivitet i Tjæreborg. Ved hallen er man netop nu i gang med at udbedre et defekt kloakrør.