Fortsæt til indhold

Tabt dine nøgler?

<p class="urub">Hvidovreborgere hjælper hinanden med at finde tabte ting i Facebookgruppen Lost & Found</p>

Arkiv
Arkiv

Bag gruppen står Nathalia Elise Nyeland, der fortæller, at årsagen til, at hun oprettede gruppen primært var fordi, at andre lokal-grupper på FB fik flere og flere opslag om netop tabte og forsvundne ting.

- Gruppen “2650 Hvidovre” var begyndt at blive oversvømmet af mistede cykler, forsvundne katte osv., og ofte klagede medlemmerne over, at de skulle langt ned på siden for at finde ting, der var relevante for dem, fortæller Nathalia Elise Nyeland.

Hun understreger, at hendes gruppe er fuldstændig reklamefri, og at den drives af hende selv. Foreløbig hat gruppen omkring 750 medlemmer. Hun påpeger ligeledes, at de ting man finder, skal afleveres til politiet.

- Naturligvis skal fundne ting afleveres til politiet, men hvis man samtidigt har lagt et billede op i gruppen med teksten, at man har afleveret den på politistationen, så spilder man ikke tiden på at søge rundt, men kan målrettet gå til politistationen for at få udleveret sin ejendom, siger Nathalia Elise Nyeland. Gruppen er kun til mistede og fundne ting, og der lægges således ikke op til vanlig chat og kommentarer om løst og fast i gruppen.

I hittegodsloven står der i øvrigt, at tabte og fundne ting snarest muligt skal afleveres til politiet.

Københavns Vestegns Politi oplyser endvidere, at de registrerer, hvor det indleverede hittegods er fundet. Dermed skulle det være lettere at genfinde sin tabte ting, når man henvender sig til politiet.key