- Her behøver man ikke så mange ord...
<p class="urub">Modtageklassen på Gungehusskolen har netop færdiggjort et flot street art-projekt på Gungehusskolen</p>
Heldigvis er der andre måder at kommunikere på, og det er lige præcis hvad eleverne i modtageklassen på Gungehusskolen har gjort de sidste fem uger. Sammen med to street art-undervisere og deres lærer har de nemlig arbejdet med et graffiti-projekt, der nu er afsluttet med et flot vægmaleri indendørs på Gungeshusskolen. Maleriet forestiller en flot solnedgang og Pegasus, som eleverne var ved at lægge sidste hånd på, da Hvidovre Avis kiggede forbi.
- Der er flere dimensioner i det her projekt. Dels har eleverne mulighed for at lære noget om street art, dels får de en viden om hvilke foreninger, der er i Hvidovre - og så får de mulighed for at lave noget sammen på tværs af sprog, siger Jacob Wahlstrøm, der er ansat i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Hvidovre Kommune og har fået ideen til projektet.
Eleverne i modtageklassen er alle 14-15 år og kommer blandt andet fra lande som England, Bulgarien og Kina.
Det er de to street art-artister og undervisere, Thomas Gerczywisch og Yann Hansen, der har hjulpet eleverne med at føre ideen til det fælles vægmaleri ud i livet. Fem uger har det taget fra holdet mødtes første gang på Billedskolen og startede med deres første ideer og skitser. Ideer som rumskib og hajer har været på banen, før holdet i fællesskab med Thomas og Yann nåede frem til en fælles ide, de kunne føre ud i livet.
<p class="mrub">Ord ikke så vigtige</p>
Børnene går i modtageklassen i højst to år alt efter deres behov. Nogle kan ikke et eneste ord dansk, når de starter, andre kan allerede en masse andre sprog end netop dansk. Eleverne har undervisning i almindelige klasser samtidig med at de går i modtageklassen, alt efter hvor meget de kan følge med.
- Man går to år i modtageklassen, alt efter behov. Med det her projekt behøver man ikke så mange ord, og de er blevet bidt af det, for det er en udfordring at male med spray, så det har været en rigtig spændende proces, og eleverne har taget det op og bare gjort det, klassens lærer Helle Hede.
Og selv som det danske stadig slår lidt krøller på tungen, så er 14-årige Jasmine ikke bange for at kaste sig ud i en forklaring om, hvad hun synes om projektet.
- Vi havde mange, mange idéer til at starte med. Jeg elsker at tegne og male, men jeg har aldrig prøvet graffiti før, siger Jasmine, der netop har været i gang med at lægge sidste hånd på Pegasus.
Hverken hun eller klassekammeraten 15-årige Lora har planer om at blive graffiti-artister, men de er begge glade for at have været med.