Fortsæt til indhold

Medlemstallet viser Ældre Sagens værdi

Arkiv
Arkiv

- I Ældre Sagen i Hvidovre kan vi her ved årsskiftet glæde os over, at mere end 5.800 har valgt at være medlem hos os, hvilket cementerer vores status som kommunens suverænt største forening. Ikke fordi et højt medlemstal i sig selv er målet, men vi i lokalbestyrelsen tager det som udtryk for, at vores omsorgshjælpere, klubledere og øvrige frivillige har udført et yderst værdsat arbejde, siger lokalformand THOMAS THOMSEN. som samtidig sender en hilsen til alle medlemmer, de frivillige og andre samarbejdspartnere med ønsket om et lykkebringende nytår. - Vi kan glæde os over, at Ældre Sagens tilbud om omsorg, oplevelser, samvær og motion har appel til mange, og lokalbestyrelsen og vores frivillige er i 2015 helt klar til fortsætte arbejdet. At vi måske undervejs oplever, at kommunen ikke helhjertet bakker op om vores arbejde, må vi leve med. Mange med os er enige i, at Ældre Sagen lokalt varetager en indsats omkring omsorg, som er umulig at værdiansætte i penge, understreger Thomas Thomsen, der også glæder sig over, at private sponsorer støtter Ældre Sagen lokalt. Lokalformanden gør opmærksom på, at Ældre Sagen allerede den 12.-13. januar kl. 10-14 er klar med et Åbent Hus-arrangement om IT-undervisning. Mange ældre er via Ældre Sagen allerede blevet indført i den digitale verden, og nu åbnes der mulighed for, at endnu flere kommer med. Thomas Thomsen opfordrer alle interesserede til at besøge Ældre Sagens IT-lokale, Hvidovre Enghavevej 2, opgang 2,B, ved Åbent Hus-arrangementet og få en snak med de frivillige IT-undervisere om de forskellige undervisningstilbud. Ældre Sagens højt prioriterede omsorgsarbejder fortsætter på højtryk, og her fortæller Thomas Thomasen, at der ikke mindst har været mange kontakter til Ældre Sagens seniorvejleder. Og efter nytår er der atter fuld gang i Ældre Sagens mange aktiviteter med oplevelser. Dem kan man holde sig ajour med ved at kigge i Ældre Sagen lokalblad, bl.a. er der i januar og februar tilbud om besøg i Medicinsk Museum, Sankt Petri Kirke, Nordisk Film i Valby, Revymuseet og Glyptoteket.