Skoleelever til oplevelsesrig workshop i Operaen
De 17 elever fra 6.b på Frydenhøjskolen var forleden dag til musikdramatisk workshop i Operaen. I workshoppen arbejdede de med operaforestillingen Lulu, en twisted og moderne opera om en kvinde med rigtig mange elskere. Det lod eleverne fra 6.b sig dog ikke skræmme, og de tog imod dagens musikdramatiske øvelser og udfordringer med stor begejstring. Efter workshoppen var de inde og se en prøve på forestillingen inde på Operaens store scene, og det uddrag, de så af operaen, var netop en af de mange hede elskovsscener forestillingen, så eleverne fra 6.b fik i den grad en på opleveren i Operaen.
Den musikdramatiske workshop, som eleverne var inde til, er en af Det Kongelige Teaters Hands On workshops, hvor skolebørn han opleve kunsten på egen krop. Der er mange forskellige workshops - kor, orkester, ballet, komposition og scenografi - og fælles for dem alle er, at børnene selv får lov til at prøve kræfter med at spille på instrumenter side om side med professionelle musikere, synge ved siden af kraftfulde korsangere, danse ballet og skabe scenografi og meget mere.