Richard Andersen er Årets HIF’er
<p class="urub">HIF’s ungdomsgruppeleder blev kåret som den, der har gjort den største forskel i klubben i 2014</p>
I år tilfaldt æren Richard Andersen. Den 46-årige HIF’er har siden 2002 haft en række poster i klubben, blandt andet som breddechef, sportslig koordinator, gruppeleder årgang 95-96, og i de sidste fire år som afdelingsleder for drenge-ungdomsholdene. Desuden har han været træner for især drenge årgang 95, men også pigetræner for U15 og U18.
I begrundelsen for valget af Richard Andersen lød det blandt andet: - Det kendetegner Richard, at han er imødekommende og anerkendende over for spillere, trænere og andre frivillige, som han har kontakt med i sit virke, også når der skal løses problemer. Han tror på og viser i praksis, at direkte dialog kan løse problemer, før de vokser sig store. Richard har haft bredden som den røde tråd i sit arbejde, men han har samtidig den indstilling, at der skal være plads til alle medlemmer i en fodboldklub, både de med ambitioner og de, som har et mere afslappet forhold til træning og resultater.
I 2014 har Richard fungeret som U19 drengetræner, afdelingsleder for drenge-ungdomsholdene, deltaget i styregruppen for kunstbaner m.m. Richard Andersen har i øvrigt også fodbold som sit daglige job. Siden 2004 har han været ansat i DBU, hvor han nu er klubrådgiver og Street Soccer konsulent.