Skal ALDI erstatte Skansekroen ?
Dan Jensen
Randers Kommune har modtaget ansøgning om etablering af endnu en dagligvarebutik.
Butikken tænkes opført på hjørnet af Bøsbrovej og Aarhusvej selv om der i forvejen er både en Rema 1000 og en Fakta et stenkast væk.
Projektet omfatter en ca. 1.000 m² ALDI med tilhørende parkeringspladser.
Det vil blandt andet betyde at bygningen med Skansekroen og fire villaer på Højtoftegade skal rives ned.
Byggeriet vil kræve en ny lokalplan og forvaltningens vurdering er, at den ønskede placering er problematisk i forhold til adgangsforhold og parkering.
Dertil kommer at der er igangsat en temarevision af kommuneplanens rammer og retningslinjer for detailhandel.
Derfor indstilles det at der ikke tages stilling til ansøgningen før det arbejde er afsluttet.