Fortsæt til indhold

Ny plan skal passe på Digterkvarteret i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: Syd for Køge Å og Søndre Viaduktvej ligger Digterkvarteret – et område med villaer, der er opført i perioden mellem sidste halvdel af 1800-tallet og op til starten af 1900-tallet.
Og dette helt særlige boligområde skal der passes godt på, mener Køge Byråd, som tirsdag besluttede at sende et forslag til bevarende lokalplan for Digterkvarteret i offentlig høring. Planforslaget skal sikre, at Digterkvarteret også i fremtiden bevare de arkitektoniske værdier området er kendetegnet ved.
Forslaget indeholder en række bestemmelser for bygningernes arkitektoniske kvaliteter og for området som helhed.
Planen er udformet således at den udgør et værktøj, der letter sagsbehandlingen for både borgere og forvaltning, når der skal bygges om eller til i Digterkvarteret.
Samtidig udpeger planen også en række bygninger i Digterkvarteret som særligt bevaringsværdige. Disse ejendomme må ikke ændres uden Byrådets tilladelse.
Forslaget til bevarende lokalplan for Digterkvarteret sendes i offentlig høring i otte uger, hvor alle med interesse har mulighed for at komme med bemærkninger og indsigelser til planforslaget.
pm