“Pak forargelsen væk”
Røde Kors i Aabenraa oplever også en markant stigning i ansøgninger
Den landsdækkende tendens slår også igennem i Aabenraa. Hos Røde Kors har de i år også mange flere ansøgninger om julehjælp end sidste år.
“Der er mange flere, der søger i år. Vi har et samarbejde med Aabenraa kommune, så vi kan sikre, at hjælpen går til dem, der har mest behov”, lyder det fra lokalformand i Røde Kors i Aabenraa, Gitte Jarlnæs.
Ofte omgives julehjælpen af et negativt skær, hvor fokus rettes mod, at nogle familier modtager julehjælp flere steder fra. Hos Røde Kors forsikrer Gitte Jarlnæs, at man gør alt, hvad der er muligt for at undgå det, men at det ikke er realistisk, at man helt kan komme det til livs. Hun opfordrer derfor til, at man pakker det negative fokus væk.
“Vi kan ikke helt undgå det. Men jeg synes, vi skal pakke vores forargelse væk. Røde Kors' julehjælp består i et gavekort på 800 kr.. Det dækker måske julemaden et par dage. Men hvad så med gaver? Det er jo børnefamilier, vi giver hjælpen til. Vi andre kan da heller ikke holde jul for 800 kr., så jeg synes ikke, problemet er så stort endda. Men selvfølgelig skal vi hjælpe så mange som muligt”, slutter Gitte Jarlnæs.
Røde Kors Aabenraa uddelte sidste år julehjælp til 150 familier.