Hospitalsophold må ikke være slankeophold
Bent Larsen
Det må ikke være et slankeophold at være indlagt på Regionshospitalet Randers. Tværtimod. Et succesfuldt pilotprojekt, som skal friste patienter til at spise mere, er nu udbredt til hele hospitalet.
Et stort ernæringsprojekt på hospitalet skal hjælpe patienterne til at få kræfter til at komme sig hurtigt. En del af konceptet er, at patienterne skal opleve indlæggelsen som et hotelophold i betydningen: Spis lige hvad du har lyst til.
Udover en højere tilfredshed med forplejningen blandt patienterne, har kostprojektet på Regionshospitalet Randers den effekt, at madspildet er blevet mindre. Patienterne får nu præcis den mad og den mængde, de har lyst til, så nu bliver maden spist.