Fortsæt til indhold

Stor støtte til nyt projekt i Ellemarken

Penge fra Køges Social- og Sundhedsudvalg laver sjov med Baba

Arkiv
Arkiv

STØTTE: Køge Kommunes Social- og Sundhedsudvalg støtter et nyt projekt i Ellemarken med en stor pose penge. Projektet skal skabe et netværk for fædrene, hvorigennem de kan øge deres engagement i deres børns liv.
Sjov med Far/Baba, hedder projektet, som Maja Munch Nielsen og Mohammed Ibrahim fra Helhedsplanen sammen med en gruppe frivillige beboere startede op i september 2014.
Ideen bag projektet er, at få kontakt til fædre i Ellemarken, som i sammenligning med områdets mødre er meget usynlige, særligt i relation til deres børns skole- og fritidsliv.
Maja Munch Nielsen fortæller, at hun har været inspireret af Bydelsmødre konceptet, og at tanken bag Sjov med Far/Baba er at skabe et netværk blandt fædre, hvor de kan blive klogere på samfundet, og bedre klædt på til at være engagerede i deres børns liv.
- Vi ved, at en del børn i Ellemarken savner, at deres fædre deltager aktivt i deres liv og tager sig tid til at lave aktiviteter med dem i fritiden. Derfor er ideen også, at Sjov med Far/Baba skal igangsættes via nogle sjove sociale aktiviteter kun for fædre og deres børn. Det kunne være fisketure, gocard, skovture m.v., fortæller Maja Munch Nielsen.

Penge åbner muligheder

Det har dog vist sig svært at få projektet ud over rampen og få fædrene til at være med. Ud over Mohammed Youssef, der er dedikeret frivillig i projektet, har det ind til videre været svært at motivere fædrene til at deltage i projektet.
Men nu har Køge Kommunens Social-og Sundhedsudvalg valgt at imødekomme en ansøgning om midler fra puljen for Frivilligt socialt arbejde.
Kommunen har donneret 22.000 kr. til projektet.
- Med de penge har vi bl.a. mulighed for at lave nogle sjove, sociale arrangementer, der kan øge interessen hos målgruppen, fortæller Maja Munch Nielsen.
Næste skridt i processen er planlægningen af et kick-off arrangement, der kan være med til at opstarte fædrenetværket.
Desuden er planen, at projektgruppen tager på studieture til andre boligsociale projektet, der har haft succes med at etablere far-barn-netværk.
Maja Munch Nielsen er del af et landsdækkende netværk tilknyttet projekt ”Baba – Fædre for Forankring” og er herigennem blevet præsenteret for mange interessante projekter.
- Der er blandt andet gode erfaringer at lære fra i Urbanplanen på amager, så jeg tror vi må på en studietur til amager hurtigst muligt, fortæller hun.
Hvis du er interesseret i projekt ”Sjov med Far/Baba” så gå ind og ”like” facebooksiden Sjov med far/baba.
Her vil du kunne følge med i udviklingen i projektet og få opdateringer om nye aktiviteter i gruppen.
pm