NÅR GUD ER TAVS!

Bogen har to spor: Hovedartiklen, som er skrevet for os alle, og et appendiks væsentligst for præster og teologer. Begge spor er væsentlige i vores lutherske folkekirke med det almindelige præstedømme, men da præsten i stor udstrækning har kontakt med sørgende efterladte ved samtalen inden begravelsen eller bisættelsen, er det af største betydning at have det rigtige værktøj til trøst og opmuntring, så de sørgende og vrede kommer helskindet gennem sorgfasen. Når folk falder over os med mange ord med trøst og opmuntring og forklaringer, virker det forkert. Det er en hvile, hvis gode venner kan finde ud af bare at sidde og være tavse. Det er rart, når de godt selv ved, at de mange ord måske bare gør byrden endnu tungere. Derimod er det ikke så rart, når Gud er tavs. Vi kunne godt bruge en forklaring. Måske en undskyldning. Eller bare en god grund. Men lige så ulideligt talende vores gode venner sommetider kan være, lige så ulideligt tavs er Gud altså. Og han kan jo ellers godt det dér med ord: “Guds ord” kalder vi Bibelen. Han skulle vel nok kunne meddele sig. Og det kan vel heller ikke passe, at Den Alvidende ikke ved, hvad han skal sige? Og så er det svært i sorgens stund, så her giver bogen os nogen hjælp. Først lod Gud det værste ramme os. Vi havde jo ellers bedt om beskyttelse og hjælp og “fri os fra det onde”. Og dernæst, når vi tigger om hjælp og trygler om trøst, siger han ingenting. Himlen er lige så tavs og magtesløs som vores magtesløse venner. Når vi trøster den sørgende bruger vi tit vores erfaring. Leif Andersen siger i bogen: Ja, jeg tror nok, at jeg sommetider har begået den kortslutning, at det, der var mig selv til trøst, nødvendigvis også måtte være til trøst for andre! Og jeg kunne ikke rigtig forstå, at det ikke var lige så trøstefuldt for andre, som det var for mig selv. For eksempel synes jeg, at jeg selv er nødt til at skelne mellem det, Gud gør og det, Gud tillader - jeg må bare erkende, at i fortvivlelsens og vredens rum gør den slags skelnen måske ikke den ringeste forskel! I fortvivlelsens og i vredens rum kan man ikke høre forskel på: “Gud, hvor kunne du gøre det?” og “Gud, hvorfor lod du det ske?” og “Gud, hvorfor greb du ikke ind?” Vreden er en del af sorgfasen. Lad os citere, hvad der står om denne vrede. Leif Andersen nævner, at vreden kan være helt nødvendig. Men mange tør ikke røre ved den. De synes, at vrede er farlig. De har set den ødelægge familier og venskaber. Og tænk, hvis deres vrede nu også skulle ødelægge den spinkle relation, de endnu har til en himmelsk far? De bliver bange for, at Gud ikke finder sig i, at de inderst inde er så vrede, så vrede! Så ville de jo først for alvor være alene. Nej, så hellere cirkle håbløst rundt i vores evindelige “hvorfor?”. Og Leif Andersen fortsætter med at konstatere, at vrede bestemt ikke er ufarlig. Det er vreden mod Gud heller ikke. Men det kan godt være endnu farligere ikke at turde røre ved den. Eller sætte ord på den. Måske kan vreden redde os fra det endnu farligere: hykleriet - skuespillet. Den fromme maske, de fromme talemåder, der ikke bare skjuler, men forsegler og indespærrer bitterheden. Når bogen så skifter spor, præsenteres vi for en debat mellem teologer, der trækker i hver sin retning i spændingsfeltet mellem to filosofiske opfattelser: monismen, som hævder, at alt kan føres tilbage til et grundprincip (Guds vilje), og dualismen, som hævder, at livet består af to uafhængige og modstridende egenskaber (Gud og Satan). Leif Andersen fastholder, at Gud opretholder alle menneskers liv. Også Anders Breiviks efter massakren på Utøya. Men Gud får dem ikke til at synde! Så hvordan Gud får sin vilje i verden, gennem synder, han ikke selv får folk til, er en gåde. Det har altid været en gåde på niveau med syndefaldet, som Gud også har vidst forud, men ikke har styret. Denne debat mellem de lærde er givetvis gavnlig ud fra den betragtning, at det gælder om at holde Bibelens lære sund og klar, så sandhedens lys skinner klart også i fremtiden. Bogen udkommer den 15. november og er udgivet på Lohse forlag og koster 100 kr.