Ukendte personer kaster kanonslag - 16-årig mister hørelsen
Ukendte gerningsmand smider om sig med kanonslag
"Dem skal vi simpelthen have fat i!"
Vagthavende ved politiet i Esbjerg er klar i meldingen tirsdag morgen efter at endnu ukendte personer i nat har været skyld i, at en 16-årig uskyldig dreng har mistet hørelsen på det ene øre.
Sammen med en flok kammerater stod den 16-årige ved 01.30-tiden på Skads Byvej, da en - formentlig grøn Golf - passerer dem. Fra bilen bliver kastet et kanonslag, der eksploderer lige ved siden af den 16-årige dreng, der altså mister hørelsen på det ene øre.
Men her stopper historien desværre ikke. Politiet har en kraftig formodning om, at personerne i bilen tidligere på aftenen også har forvoldt skade på Blichers Allé med et kraftigt kanonslag.
Cirka kl. 22.45 bliver en kanonslag kastet gennem en brevsprække. Den kvindelige beboer får et gigant chok, og hendes bolig massive skader. Både hoveddøren, døren til badeværelset, loftet, entrégulvet og et par lamper må holde for, da kanonslaget eksploderer.
Desværre er signalementet af gerningspersonerne meget sparsomt, men politiet vil meget gerne høre fra nogen, der ved noget i sagen eller observerer noget lignende mistænkeligt de kommende dage.